Dongs havvindmøller er en sikker investering

Både William Demant Invest og Kirkbi vurderer dagens investering til at give et fornuftigt afkast med en lav risiko.

Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Såvel Kirkbi som William Demant Invest er meget enige om, hvordan de skal se på deres investering i Dongs Energys havvindmøllepark, Borkum Riffgrund 1. De to danske investeringsselskaber deler begge handlen op i to dele: Ønsket om at gøre en forskel for miljøet og forventningen om en god og langsigtet investering.

Berlingske har tidligere vurderet, at de store vindmølleparker skal give et afkast på syv til otte procent, før investorerne kan være tilfredse. Tidligere har nogle af Dongs havvindmølleparker kun givet mellem 2,9 og 5,8 pct. i afkast. Hverken Kirkbi eller William Demant vil komme ind på, hvor meget afkast de forventer, men de antyder begge, at det helst skal give mere end obligationer.

"Vi forventer naturligvis et positivt afkast, der er en afspejling af risikoen ved investeringen, vi mener, at risikoen er overskuelig, fordi vi i Dong har et samarbejde med en erfaren operatør," siger administrerende direktør i William Demant Invest, Niels Jacobsen.

Hos Legos ejere, Kirkbi, har man også nøje ophold risiko med afkast, og man regner med at investeringen er i sikker havn hos Dongs vindmøller.

"Det er jo hverken en aktie eller en obligation, men afkastet skulle gerne ligge et sted midt imellem. Risikoen afhænger af vind og vejr, og om der skulle opstå driftproblemer, men vi regner med at risikoen nogenlunde måler sig med en obligation," siger Søren Thorup Sørensen, administrerende direktør i Kirkbi.

Tysk understøttelse

Den tyske stat har lovet at give en fast pris på den strøm, som Borkum Riffgrund producerer, og det betyder, at begge investorer er sikret en hvis grad af sikkerhed for afkast.

"Det er et vigtigt element, at vi i en lang periode kender prisen på strømmen. Tyskerne har valgt at træde ud af atomkraft, og derfor har de sat nogle rammer, som giver den forsyningssikkerhed, så jeg tror, de er glade for, at vi vil være med," siger Niels Jacobsen.

Hos Kirkbi ser man heller ikke det store problem i, at tyske skatteydere skal bidrage til deres investerings succes.

"Der er jo forskellige understøttelsesordninger rundt omkring i Europa, og sådan en er der også i Tyskland. Men man skal samtidig huske på, at investeringen her også er drevet af et ønske om at gøre en forskel," siger Søren Thorup Sørensen.

Ingen af de to investeringsfonde har tidligere engageret sig i infrastruktur, og umiddelbart har ingen af dem konkrete planer om at gøre det igen.

"Det er første gang, at vi investerer i infrastruktur, og det er en stor investering, så nu skal vi lige se, hvordan det hele kommer til at gå," siger Søren Thorup Sørensen.