DONGs grå eminence sat ud af spillet

Venner kalder ham Barylen, og det bekommer garanteret ikke Anders Eldrups stærke underdirektør Jakob Barüel Poulsen at være sat uden for indflydelse - læs det store portræt.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Denne artikel blev bragt første gang i Berlingske Business 11. januar 2007:

Der er en anekdote, som DONGs topchef Anders Eldrup holder af at fortælle ved selskabelige lejligheder. Den handler om Barylen, som DONGs chef for forretningsudvikling, Jakob Barüel Poulsen, kaldes blandt venner.

Anekdoten stammer fra tiden, hvor Anders Eldrup var departementschef i Finansministeriet, og Jakob Barüel Poulsen var en ung nyansat fuldmægtig. Ministeriets altoverskyggende opgave på det tidspunkt var privatiseringen af TeleDanmark.

»Der gik ikke mere end to-tre uger, før Barylen selv nærmest kørte hele den sag,« fortæller Anders Eldrup ifølge overleveringerne i DONG.

Eldrup tog da også konsekvensen af den unge fuldmægtigs handlekraft og udnævnte ham til specialkonsulent på TDC-privatiseringen.

Nu er Jakob Barüel Poulsen kommet i offentlighedens søgelys på grund af beskyldninger om, at han har været lige lovlig fremadstormende.

Den generelle opfattelse i DONG er, at det skyldes Barylens fremfærd og magtfulde position, at det statsejede energiselskab et halvt år før sin planlagte børsintroduktion har mistet sin værdsatte IR-chef Michael Steen-Knudsen.

Barylen vandt en strid om en medarbejdersag, og det blev dråben, der fik bægeret til at flyde over for Michael Steen Knudsen, hvorefter han sagde op.

Anders Eldrup trak i 2001 den kun 28-årige Poulsen ind i DONG og gjorde ham til senior vice president for corporate affairs. Barylen, som alle tidligere og nuværende kolleger og arbejdsgivere i centraladministrationen og i DONG kalder ham, har fået kælenavnet, fordi han er hurtig på aftrækkeren og elsker hurtige beslutninger.

I dag står han koncernchefen i DONG meget nær. Er der en konflikt i den nærmeste kreds omkring Eldrup, hans såkaldte backing group, så er det altid Barylen, der trækker det længste strå.

Topstrateg og nøgleperson

Den 34-årige Poulsen betegnes i dag som knaldhamrende dygtig. Han har spillet en central rolle i DONGs opkøb af Elsam og efterfølgende milliard-fusion af i alt seks energiselskaber til DONG Energy.

»Jakob Poulsen er manden, der tænker igennem, hvad der skal gøres - i tæt samarbejde med Anders Eldrup. Han kan godt lide spændingen ved at skabe noget stort,« siger en kilde i energibranchen.

»Anders Eldrup har stor tillid til Jakob Poulsen. Jeg har aldrig oplevet Eldrup gå imod hans dispositioner,« siger kilden.

Andre kilder kalder ham DONGs grå eminence. En af virksomhedens absolutte topstrateger og en nøgleperson for Anders Eldrup og resten af topledelsen. Han er håndværkeren, hvor Eldrup er politikeren.

»Det roterer meget hurtigt oppe i hovedet, og han er en glimrende sparringpartner, fordi han tænker i nye baner«, siger en kilde, der har arbejdet sammen med ham.

Kan holde på en hammer

Poulsen er opvokset på en gård på Møn og har netop sammen med sin kone Tine købt en gård med 40 tønder land i Slangerup. Offentlig vurdering 6,7 mio. kr. Foreløbig har familien en datter på knap to år og en på vej. Og så tre høns.

»Han kan godt holde på en hammer, han er jo landmandssøn,« siger hans kone, som er udviklingskonsulent i Gladsaxe kommune.

DONGs kommunikationsdirektør Peter Arnfeldt siger:

»Han er en arbejdshest. Der er ingen tvivl om, at han ind imellem har en håndfast facon, men det opvejes mere end rigeligt af hans faglige dygtighed. Det, der driver os alle i DONG, er at skabe forandring, vækst og være en ekstrem dynamisk virksomhed, også Jakob. Det er selvfølgelig ikke alt, der er fejlfrit, men han sætter en ære i, at de ting, han laver, er fejlfri.«

Folk i den finansielle sektor opfatter det som et væsentligt tab for DONG, at Mikael Steen Knudsen har valgt at fratræde. En kilde, som Berlingske Business har talt med, frygter, at det kan koste DONG dyrt. Kilden vurderer, at Knudsens fratræden kan betyde, at DONGS samlede markedsværdi vil reduceres med mellem tre og fem milliarder kr. Det forventes, at staten vil sælge ca. en fjerdedel af aktierne ved den kommende børsintroduktion.

Kilden peger på, at Mikael Steen Knudsen har gjort et meget stort arbejde for at nurse de internationale investorer, som ofte har haft lidt svært ved at forstå den danske stats fortsatte rolle som majoritetsejer i DONG.

Knudsen beskrives som en meget dygtig kommunikator, som forstår at overbevise sin organisation om, at det er vigtigt at fortælle den gode historie igen og igen. Det beviste han i sin tid hos Novozymes, som igen og igen har solgt sin historie om energibesparende enzymer i vaskemidler til pressen.