DONG vil sælge olien samlet - og interessen fra købere er der

DONG Energy har sat alle sejl for at sælge sin olie- og gasforretning i løbet af 2017. Koncernchefen går efter et samlet salg af DONGs mange olie- og gasfelter, og flere købere har meldt deres interesse.

Henrik Poulsen, adm. direktør i DONG Energy, afholdt i går energiselskabets første kapitalmarkedsdag, hvor han blandt andet delte nogle få oplysninger om DONG igangværende oliesalg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen

DONG Energy skal være en ren, grøn forretning ved udløbet af 2017. Det er nemlig her, at koncernen venter at have afhændet sin olie- og gasforretning, der i mange år har været et kerneområde i DONG.

I forbindelse med torsdagens kapitalmarkedsdag i DONG løftede topchef Henrik Poulsen en flig af sløret for, hvordan det går det med det store fraslag af olie- og gasfelterne i Danmark, Norge og Storbritannien. Her fortalte han blandt andet, at DONG forventer at sælge sine felter som én samlet pakke i stedet for at sælge dem enkeltvis.

»Vores fokus er på et samlet salg. Det vil vi klart foretrække, og det er også det, vi har sat alle sejl for at lykkkes med, og det er klart vores fokus,« sagde Henrik Poulsen. »Det har noget at gøre med, at det skaber en hurtigere transaktion og en hurtigere løsning. Vi skaber også, synes vi, noget værdi ved at sælge en platform, som kan videreudvikles. Om det lykkes eller ej at sælge det hele samlet, må tiden vise, men det er det, som vi fokuserer på.«

Har der været interesse?

»Ja, det har der.«

Stor interesse?

»Vi er dialog med mulige købere.«

Hvem de mulige købere kan være, ville DONG-topchefen ikke løfte sløret for. Flere danske og internationale medier har dog af flere omgange udpeget Maersk Oil, som den mest sandsynlige kandidat. Disse forhandlinger ligger dog efter Berlingskes oplysninger stille, så længe der er så store uklarheder om Maersk Oils vigtige Tyra-gasfelt, som tilfældet er.

En anden køber, der har været nævnt i flæng, er den amerikansk kapitalfond EIG, der er en de to kapitalfonde bag selskabet Chrysaor, der tidligere i denne uge købte en lang række olie- og gasfelter i Nordsøen fra hollansk-britiske Shell.

»Det er jo i høj grad et dynamisk billede, hvor der er en række virksomheder, der er på vej ud. Herunder nogle af de store. Der er en række af de store, som har sagt, at de er her for at blive, og så har du en række finansielle spillere, som står og lurer på, om der er en mulighed for at skabe sig en platform i Nordsøen. Og så har du også de mellemstore selskaber, som har haft udfordringer at slås med, men som så småt er begyndt at få hovedet over vandet. Så det er et dynamisk billede, hvor nogle er på vej ind ad døren, og nogle er på vej ud, og jeg vil tro, at inden for de næste 24 måneder vil meget af det her være faldet på plads,« siger Henrik Poulsen om situationen i Nordsøen.