DONG vil opruste aktionærkontakt frem mod børsnotering

Børsnoteringen rykker nærmere i DONG Energy, og energiselskabet søger nu efter en direktør til at varetage kontakten med investorer.

Foto: Erik Refner. Energiselskabet DONG går på børsen om senest 16 måneder, og lige nu jager man en ny direktør til at varetage kontakten med de kommende aktionærer.
Læs mere
Fold sammen

Der oprustes i DONG frem mod energiselskabets børsnotering inden for de kommende 16 måneder. Selskabet har allerede nedsat din interne komité, der skal styre selskabet mod en børsnotering, rådgiverne udpeges snart, og nu søger DONG også efter en direktør til området for investor relations (IR).

På hjemmesiden for Dansk Investor Relations Forening annoncerer DONG efter en IR-direktør, der kommer til at referere direkte til finansdirektør i DONG, Marianne Wiinholt:

»Lederen af IR skal støtte børsnoteringsprocessen og derigennem skabe en basis for et troværdigt og varende forhold til kapitalmarkederne,« står der i opslaget.

Investor Relations er en afdeling, som alle børsnoterede virksomheder har, og den varetager kontakten til aktionærer, men ofte også til analytikerne, der følger selskabet.

I dag er det Allan Bødskov Andersen, der leder IR-funktionen i DONG. Han har ligeledes titel af chef for de to områder »treasury« og »risk management« og håndterer også arbejdet med DONGs obligationer. Disse funktioner skal Allan Bødskov Andersen stadig varetage, når den nye IR-direktør er fundet, men den endelig arbejdsdeling ligger ikke klar.

Hvis man skulle få lyst til at søge stillingen i DONG, så oplyser selskabet, at der følger en konkurrencedygtig løn med stillingen, men at man også skal affinde sig med at måtte rejse meget.

DONG forventer at gå på børsen hurtigst muligt, men har sat en deadline for sig selv, der udløber om 16 måneder.