DONG skal børsnoteres 10. juni

Staten og Goldman Sachs har valgt 10. juni som dagen, hvor DONG skal på børsen. Endnu kan meget dog ændre på den dato.

Foto: Erik Refner.
Læs mere
Fold sammen

Går alt efter planen, er DONG børsnoteret 10. juni. Sådan står der i den indtil videre hemmeligholdte plan for noteringen af den delvist statsejede danske energikoncern, erfarer Berlingske fra flere kilder.

I begyndelsen af april kunne Berlingske afsløre, at børsnoteringen af DONG var planlagt til at finde sted inden sommer­ferien. Flere kilder oplyser nu, at fredag 10. juni er valgt til at være den dato, hvor aktierne i DONG første gang skal kunne handles på den danske børs.

»Det bliver den 10. juni, medmindre der sker noget ekstraordinært frem til den dato,« siger en centralt placeret kilde.

Ifølge oplysninger arbejdes der side­løbende med en plan B, hvor noteringen af DONG kan blive udskudt til efter sommerferien. Sker det, vil noteringen finde sted i slutningen af august eller i begyndelsen af september.

»Der er en plan for en børsnotering efter sommerferien, men lige nu er planen, at det sker i juni,« siger en anden kilde.

Det, som kan få ejerne – med staten og Goldman Sachs i spidsen – til at ændre mening, er, hvis der i perioden op til 10. juni sker ekstraordinære begivenheder, som kan skabe tvivl om, hvorvidt noteringen bliver en succes. Det kan være store udsving på aktiemarkederne, men det er først og fremmest – som tidligere omtalt i Berlingske – den britiske afstemning om medlemskabet af EU, der skaber nervøsitet.

Der har i ejergruppen været heftig diskussion om, hvorvidt børsnoteringen skulle udskydes til efter 23. juni, hvor det britiske valg finder sted; blandt andet fordi DONG har foretaget store investeringer i britiske havvindmølleparker. Men ifølge kilderne er beslutningen nu truffet om, at noteringen skal ske inden det britiske valg. DONG har tidligere meldt ud, at noteringen skal ske senest næste forår. Det er en udmelding, som Finansministeriet indtil videre fastholder.

»Vores ambition er, at DONG er børs­noteret senest i første kvartal 2017,« siger Heidi Birgitte Nielsen, kommunikationschef i Finansministeriet.

Allerede i begyndelsen af april kom de første indikationer på, at noteringen vil ske før. Det var på det tidspunkt, at de mange banker bag noteringen fik en gennemgang af virksomheden af administrerende direktør Henrik Poulsen og finansdirektør Marianne Wiinholt. Sideløbende har ledelsen i DONG holdt møder med en håndfuld af de største, institutionelle investorer i Danmark for at få de første indikationer af, hvilken pris de store pensionskasser kunne forestille sig at betale for en DONG-aktie.

Næste skridt er den officielle meddelelse om, at børsnoteringen er på vej. Den vil ifølge oplysninger komme torsdag 12. maj, hvor DONG vil offentliggøre planerne via fondsbørsen i København.

Herefter vil der gå cirka to uger, før det store børsprospekt bliver sendt ud, og efterfølgende begynder tegningen af aktierne frem mod notering 10. juni.

Et af de endnu store, uafklarede spørgsmål er, hvilken pris ejerne vil forsøge at sælge de nye aktier til. Det har tidligere været fremme, at DONG kommer til at koste omkring 70 milliarder kroner, men det er et tal, som er forbundet med stor usikkerhed.

De mange banker, som skal notere DONG tæller en række af verdens og Nordens stærkeste banker heriblandt Morgan Stanley, J.P. Morgan, Citigroup, UBS, Nordea og Danske Bank. For nylig kom også RBC Capital Markets, Rabobank og ABG Sundal Collier med i konsortiet.