DONG henter IR-direktør hos Mærsk

Energikæmpen DONG har hentet den prominente IR-direktør Henrik Lund i A.P. Møller - Mærsk som ny direktør for investor relations.

Foto: Søren Bidstrup. Henrik Poulsen og DONG har fundet deres nye direktør for Investor Relations. Valget er faldet på Henrik Lund fra A.P. Møller - Mærsk. Her er Poulsen fotograferet med klima og energiminister, Lars Christian Lilleholt.
Læs mere
Fold sammen

Det går stærkt i DONG for tiden. I går løftede aktionærerne sløret for de emissionsbanker, der skal bringe DONG på børsen, og i dag har DONG så annonceret, at man har fundet sin nye chef for den såkaldte Investor Relations-afdeling.

Valget er faldet på Henrik Lund, der i mange år har været kendt som chefen for A.P. Møller - Mærsks IR-afdeling. Det er denne afdeling i et selskab, der tager sig af kommunikation med markedet, investorer og analytikere.

Henrik Lund var også et ganske prominent navn før sin tid i Mærsk. Her var han nemlig analytiker af selv samme selskab for Danske Bank. Det er altså en herre, der både er vænnet til regneark og medier, som nu sætter sig i spidsen for IR hos DONG.

Opgaven for Henrik Lund bliver nu at hjælpe DONG på vej mod selskabets børsnotering. DONG har lovet, at man vil være på børsen om senest 15 måneder, og når Henrik Lund tiltræder den 1. marts 2016, vil der lige nøjagtigt være 12 måneder til børsdeadlinen.

Berlingske har tidligere skrevet om DONGs jagt på en ny IR-direktør, og i jobopslaget blev det gjort klart, at man skulle forvente mange rejsedage, hvilket nok især vil gøre sig gældende lige efter Henrik Lunds tiltræden. DONG skal nemlig ud at gøre sig lækker på potentielle investorer over hele verden, og her kommer 50-årige Henrik Lund med garanti til at spille en nøglerolle.