DONG-chef favorit til toppost hos Telia

Den nyligt tiltrådte DONG-chef Henrik Poulsen, tidligere TDC, nævnes som en favorit til posten som koncernchef hos Telia.

Henrik Poulsen kan ryge helt til tops i Sverige Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Den usbekiske bestikkelseskandale, der for få øjeblikke siden kostede Telia-chefen Lars Nyberg jobbet, kan ende med at være en kæmpe appelsin i turbanen for danske Henrik Poulsen.

DONGs topchef har ellers ikke siddet længe på sin nuværende post, men ifølge en svensk avis ligger den tidligere TDC-mand usædvanlig lunt i svinget til at erstatte Lars Nyberg som chef for det gigantiske teleselskab. Selv om Telia i Danmark er tredjestørst, er selskabet globalt blandt verdens ti største teleselskaber, og en post som topchef er dermed et markant skridt opad for den tidligere TDC-chef.

Ifølge di.se er feltet med de varmeste navne til topposten reelt kun bestående af tre mand - og udover Henrik Poulsen, er Mats Granryd (Ericsson), Lars-Johan Jarnheimer (tidl. Tele2, nu diverse bestyrelsesposter, bla, IKEA) også favoritter.

Ingen har bekræftet

Ingen af de tre har dog bekræftet at være kandidater til jobbet, der alligevel skulle have været besat til december, når Lars Nybergs kontrakt udløber. Ifølge svenske aviser har rekrutteringsbureauet Egon Zehnder i København siden oktober været på jagt efter nye kandidater til Lars Nybergs job i Telia.

Den usbekiske bestikkelsessag stammer helt tilbage fra 2007 og omhandler den måde, hvorpå Telia skaffede sig en mobillicens i den tidligere sovjetstat. Ifølge svensk TV skete det via stærkt kreative metoder, hvor den ubsekiske diktators datter, der er ansvarlig for teleområdet i landet, blev bestukket med Telia-penge via et selskab i Gibraltar.

De implicerede Telia-chefer har nægtet sig skyldige i at bruge korruption i landet. Usbekistan regnes ellers normalt for at være et af verdens mest korrupte lande - kun Afghanistan, Nordkorea, Somalia og Myanmar (Burma) er værre, ifølge Transparency International.

Da afsløringen rullede i september, reagerede Telia ved at sætte en advokatundersøgelse igang - og det er denne advokatundersøgelse, der nu fælder Lars Nyberg. Bestyrelsen blev orienteret om udfaldet i går, og i dag er resultaterne lagt frem for offentligheden. Undersøgelsens resultat står ikke knivskarpt, men Lars Nyberg have på forhånd annonceret, at han ville fratræde ved enhver tvivl om Telias rolle i sagen. Det har han nu valgt at effektuere.

Business.dk forsøger at få en kommentar fra Henrik Poulsen.