DONG beskyldes for miljøsvineri

Det statsejede energiselskab DONG Energy bliver nu beskyldt for miljøsvineri. Selskabet er på vej til at bygge et kæmpe stort kulkraftværk i Nordtyskland, som hvert år vil lede ti mio. tons CO2 ud i atmosfæren. Det svarer til mere end hvad 900.000 danskere udleder årligt.

DONG Energy får nu hård kritik for et kraftværk, det skal bygge i Tyskland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
"I forhold til klimaproblematikken, der er kul det, der sviner ubetinget mest," siger professor i energi og samfund, Henrik Lund, fra Aalborg Universitet til 21 Søndag på DR1.

DONG Energy har fået tilladelse til eksporteventyret fra delstaten Mecklenburg-Vorpommern. Men både borgere, borgmestre og biskopper er nu i oprør over udsigten til at få et forurenende kulkraftværk som nabo. En undersøgelse viser, at 80 procent af borgerne er imod kulkraftværket.

"Jeg tænker: DONG Energy go home," siger Henrich Vater, der er borger i byen Greifswald.

Tyskerne er blevet ekstra vrede over udsigten til, at kulkraftværket slet ikke vil udnytte den varme, som opstår ved afbrænding af kullet. Varmeoverskuddet vil derimod blive ledt direkte ud i Østersøen.

DONG Energys planer om at bygge kulkraftværket møder nu skarp kritik fra danske eksperter.

"Det er en rigtig dårlig ide. Jeg troede, vi var kommet over det stadium, hvor vi byggede sådan nogle værker," siger professor i klima og miljø, Bent Sørensen, fra Roskilde Universitetscenter.

"Hvis man vil gøre noget ved forureningen og noget ved klimaudfordringen, så er det her den værste vej, man overhovedet kan gå," siger formanden for ingeniørforeningen IDA, Lars Bytoft til 21 Søndag.

FNs klimapanel har advaret om, at vi måske kun har otte år tilbage til at forhindre en uoprettelig klimakatastrofe.