DONG afviser fyring af gulddrenge

DONG afviser tirsdag, at to forgyldte nøglemedarbejdere skulle være blevet afskediget i kølvandet på fyringen af den tidligere topchef, Anders Eldrup.

Foto: Erik Refner. DONG energy.
Læs mere
Fold sammen

Dagbladet Børsen skriver tirsdag, at de midlertidigt tjenestefritagede - og højt lønnede - nøglemedarbejdere i DONG, Jakob Baruël Poulsen og Christian Skakkebæk ikke skal vende tilbage som chefer for henholdsvis Corporate Affairs-afdelingen og vindmølledelen samt for den juridiske afdeling.

DONGs konstituerede administrerende direktør, Carsten Krogsgaard Thomsen, har ikke tidligere ønsket at udtale sig til Børsen, men tirsdag middag er situationen anderledes:

”Vi har en politik om, at vi ikke kommenterer på personaleforhold. I dette særlige tilfælde er vores medarbejdere nævnt i medierne ved navn, og artiklen giver et forkert billede af medarbejdernes situation," skriver Carsten Krogsgaard Thomsen i en meddelelse.

Han vil derfor gerne præcisere, at der i fortsættelse af Anders Eldrups afskedigelse i marts ikke er medarbejdere, der er fratrådt. Hverken på DONG Energy’s eller egen foranledning.

"To medarbejdere er midlertidigt fritaget fra tjeneste, mens vi får afklaret en række forhold. Det er helt normalt i den slags situationer," skriver Krogsgaard Thomsen.

Han pointerer endvidere, at det ikke har været relevant at fritage flere end to medarbejdere fra tjeneste i DONG.

DONGs såkaldte "guldfugle" kom i offentlighedens søgelys, efter at Anders Eldrup i marts blev fyret. Og især fordi de skulle have haft eksorbitante løn- og ansættelsesforhold.