Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Så blev der afsagt dom i anden del af sagen om kursmanipulation i EBH Bank, denne gang mellem den børsnoterede IT-virksomhed Trifork og den nu kuldsejlede EBH Bank. Den tidligere direktør Jens Nielsen og fondschefen Henrik Sylvest Larsen var tiltalt for alvorlig kursfup i Trifork.
Retten i Hjørring smed Jens Nielsen bag tremmer i tre måneder for at have ført markedet bag lyset med hensyn til den reelle kurs i Trifork - hvor selvsamme sad som bestyrelsesformand. Fondschefen slap med 60 dages fængsel, og direktør i Trifork Jørn Larsen blev frikendt.
Beviserne består blandet andet af optagelser af samtaler, og retten fandt bevis for, at EBH Bank i slutningen af december 2007 købte aktier i Trifork svarende til 63 procent af det samlede køb på børsen i disse dage. Det betyder, at banken har manipuleret med kursen, da buddene lå over de bedste bud i øvrigt og til stigende kurser.
Jørn Larsen fra Trifork blev frifundet for Bagmandspolitiets anklager, da retten ikke fandt bevis for, at direktøren var vidende om, at der var tale om kursmanipulation i hans samtaler med Jens Nielsen. Men firmaet Trifork A/S slap dog ikke for at skulle betale én million kroner i bøde.
»Trifork bliver straffet for at have truffet et uheldigt valg af samarbejdspartner til en market maker-aftale. Men vi må tage bødestraffen til efterretning og er tilfredse med, at det nu står klart, at Jørn Larsen og selskabet som sådan ikke har begået noget uretmæssigt,« siger Triforks bestyrelsesformand Johan Blach Petersen i en pressemeddelelse.
Sigtelsen kom som et lyn fra en klar himmel, siger han. Han glæder sig over, at selskabet nu er blevet renset, da retten vurderede, at EBH Bank håndterede den indgåede market maker-aftale forkert. Triforks direktør ser nu frem til at lægge sagen bag sig.
»Det har for mig personligt været en meget ubehagelig mistanke, men jeg er glad for, at jeg nu kan fortsætte mit arbejde uden en sort sky hængende over hovedet,« siger Jørn Larsen i pressemeddelelsen.
Både bankfolkene og Trifork-direktøren har nægtet sig skyldige, og de kan nu anke sagens afgørelse til Vestre Landsret. Bankfolkene bliver dog ikke frakendt deres ret til at arbejde i finanssektoren, for selv om straffen bliver skærpet, da ulovlighederne er sket i forbindelse med bankvirksomhed og dermed skader tilliden til markedet, har de to bagmænd ikke personligt fået noget ud af lovovertrædelsen.
Den anden sag om kursmanipulation begyndte i 2008 i de sidste otte uger, inden EBH Bank krakkede. Dengang lød anklagen på, at direktørerne sammen med medarbejderne købte og solgte aktier i Sparekassen Himmerland og EBH Bank og kunstigt holdt kursen i sparekassen oppe på 600. EBH Bank købte aktier for omkring 8,7 millioner kroner, og efter periodens udløb faldt kursen til 330.
Anklagerne kaldte sagen for den groveste sag om kursmanipulation, og dommen blev da også historisk med fængsel til direktøren og et par medarbejdere og en bøde til sparekassen. Nu er sidste dom så faldet i anden del af sagen om EBH Banks lyssky handler, denne gang med Trifork-aktierne.