Dømt til konkurskarantæne tre gange på ét år: Berygtet fynsk revisor trækker spor på tværs af aarhusiansk webshopkarussel

Kort inden selskaberne bag Smilebright og Myposture blev begæret konkurs med et brag, tilknyttede bagmændene en af landets mest berygtede revisorer, Johnny Hast Hansen. Fynboen er kendt for stråmandsvirksomhed og groft uforsvarlig forretningsførelse. Alt er foregået efter bogen, lyder det fra de involverede.

En stor del af Aarhus-netværket af webshop-ejere plejer hvert år at tage deres sportsvogne og køre til Skagen i uge 29, hvor jetsettet indtager byen for at give den gas. Ruths Hotel har ikke nogen forbindelse til netværket. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Da de store hvide smil fra det ulovlige og farlige hjemmetandblegeprodukt Smilebright for kort tid siden blev vekslet til en konkurs og en ubetalt millionregning, havde bagmanden Emil Schmidt kort inden konkursen benyttet sig af en af landets mest berygtede revisorer: Johnny Hast Hansen.

Nu kan Berlingske fortælle, at Emil Schmidt ikke er den eneste gren af et Aarhus-netværk af webshopbagmænd, som i årevis har åbnet og lukket webshopper med et spor af vrede kunder bag sig, der kort inden konkursbegæringen har haft Johnny Hast Hansen tilknyttet.