Dødsspiralen

I yderste konsekvens risikerer begge parter, Norwegian og SAS på den ene side og flyselskabernes medarbejdere på den anden, at trække hinanden med ned.

Foto: Simon Skipper.
Læs mere
Fold sammen

Indrømmet, det er svært at finde en enkel løsning på den optrappede kamp og konflikt mellem arbejdsgivere og arbejdstagere i den pressede luftfartsindustri. I yderste konsekvens risikerer begge parter, Norwegian og SAS på den ene side og flyselskabernes medarbejdere på den anden, at trække hinanden med ned. Et slags kollektivt selvmord. Det er svært at finde vindere i den kamp, uanset hvordan udfaldet bliver.

Sker det, overlades slagmarken til laveste fællesnævner, eksempelvis det irske lavprisselskab Ryanair, som ikke bare sjofler medarbejderne, men også gerne sjofler både kunder og samarbejdspartnere. Det er en forretningsmodel i en globaliseret verden, hvor netop laveste fællesnævner vinder, har vist sig ganske succesfuld. En forretningsmodel, som clasher med den karakteristiske danske model, hvor arbejdsmarkedets parter i fælles forståelse finder en løsning. Og som i øvrigt både virksomheder og fagforeninger på dansk grund bakker op omkring.


Men nu er Danmark ikke en enklave i eventyrland, hvor vi kan sætte os uden for den globale udvikling. Flyselskaber som eksempelvis SAS, Norwegian eller Ryanair kan selvfølgelig lige så godt lægge en af deres baser i Dublin, Dubai eller Bangkok som i Billund eller København og dermed spare skat og hyre medarbejdere ind til ingen penge. Flytrafikken er international.

Set i det lys kæmper flere af medarbejdergrupperne en kamp, som ligner den, typograferne i sin tid kæmpede – og tabte. Set ude fra synes medarbejdergrupperne ikke at ville vige en tomme, men fastholder kravet om et lønniveau og dermed et omkostningsniveau for flyselskaberne, som det altid har været. Og en forestilling om, at globaliseringen gælder alle andre end os selv her på dansk grund i Danmark.

Det er forståeligt, hvem vil gå ned i løn eller få forringet sine arbejdsvilkår. Det vil ingen. Kampen i luften minder lidt om den kamp, som den gamle sømandsboss Preben Møller Hansen gjorde brug af for nogle årtier siden, da hans folk nedlagde arbejdet på Storebæltsfærgerne – ofte omkring højtiderne, påsken og julen. Som bekendt fragtes man i dag ikke over Storebælt med færger.

Flyselskaberne på deres side synes at tage sigte efter Ryanair-modellen med laveste fællesnævner og derudfra presse medarbejderomkostningerne ned på et niveau, der kan give et tilfredsstillende og konkurrencedygtigt afkast til aktionærerne. I første omgang hedder det, at løn- og arbejdsforhold ikke ændres, men man skal være mere end naiv for at forestille sig, at kampen i luftfarts-industrien ikke alene handler om at få presset omkostningskontoen i bund. Man kan så i en stille stund undre sig over, at et selskab som SAS kan være i økonomisk uføre igennem ti år og stadig eksistere. Det vidner om, at fedtet i et selskab som SAS har været ganske voldsomt, eftersom så meget har kunnet skrælles af.

En så optrappet konflikt som den nuværende taber begge parter på, og ideelt set burde både arbejdsgivere og arbejdstagere sætte sig sammen om at finde en fælles løsning. Jeg ved godt, at det lyder lettere end det er i virkelighedens verden, og måske er det jungleloven, der skal gælde, æd eller bli’ selv ædt. I dette tilfælde risikerer de stridende parter begge at blive ædt af et større og mere sultent rovdyr.

Men kan politikerne da så ikke gøre noget? Næh, det kan politikerne ikke. Verden er global, og det tjener vi i øvrigt stort på i Danmark ved at få vores varer produceret i lavprislande. Staten kan ikke støtte en enkel international industri uden at komme i klammeri med konkurrencemyndighederne i EU.

Okay da, så må kunderne, flypassagererne indse, at de skal betale mere for flybilletterne for at holde flyselskaber som Norwegian og SAS – og i øvrigt en række af de »gamle« europæiske flyselskaber – i luften. Det argument vil givetvis finde lydhørhed hos ganske mange, men langt, langt den overvejende del af flypassagerne går efter det billigste tilbud. Og er bedøvende ligeglade med løn og arbejdsforhold for de ansatte. Og vi er vel som forbrugere også ligeglade med løn- og arbejdsforhold i Bangladesh, når vi går ned i supermarkedet og køber tre håndklæder eller to T-shirts for 100 kroner.

Det eneste, der pt. synes at kunne påvirke det voldsomme pres på flyselskabernes omkostningsniveau, er sikkerheden i luften. Hvis omkostningerne presses derned, hvor flypassagernes sikkerhed kommer i fare, eller endnu mere dramatisk, at der kommer lig på bordet, så vil politikerne selvsagt reagere. Med krav til øget sikkerhed, og dermed stigende omkostninger. Men i så fald vil det gælde alle flyselskaber, og det betyder, at omkostningstunge flyselskaber og deres medarbejdere pinedød må finde en fælles forståelse og dermed en fælles løsning.

Jeg ved godt, at det er en naiv tilgang til konflikten.

Men er der andre?

Laes mere