DLH leverer underskud i de fortsættende aktiviteter

Trævarekoncernen Dalhoff Larsen & Horneman, der er kendt som DLH, fik et underskud på 4,3 mio. kr. i de første seks måneder af 2017 mod et underskud på 3,1 mio. kr. i perioden året før.

Det var ellers meningen, at trævarekoncernen skulle afvikles. Men den plan blev stoppet - og i marts i år ændrede man strategi fra "afvikling og nedlukning af samtlige aktiviteter i virksomheden til at fortsætte driften af den tilbageværende kerneforretning", fremgår det af regnskabet.

DLH er nu en nordisk grossistvirksomhed med base i Danmark og afsætning i Skandinavien samt i de baltiske lande. Og den fortsættende aktivitet, Nordics, omsætning steg med 12 mio. kr. til 159,1 mio. kr. i første halvår 2017 i forhold til perioden sidste år, fremgår det af regnskabet fra DLH.

- Stigningen skal ses i sammenhæng med frasalget af DLH's svenske aktiviteter tilbage i november 2016, hvor DLH beholdt et antal kunder i Sverige, der i 2017 serviceres fra basen i Danmark, skriver DLH i regnskabet.

Driftsresultatet, EBIT, landede på 0,8 mio. kr. mod et negativt resultat på 1,7 mio. kr. i første halvår 2016.

Samlet betyder det, at trævarekoncernen må nedjustere forventningerne til driftsresultatet i 2017.

DLH venter fortsat en omsætning på omkring 300 mio. kr., men driftsresultatet (EBIT) ses nu lande på cirka 2 mio. kr. mod tidligere ventet 5 mio. kr.

- Omkostningerne forventes at blive højere end initialt vurderet. Dette skyldes at opgaven med omstrukturering, integration, nedskalering og afvikling i forlængelse af strategiskiftet er større end forventet, skriver DLH i regnskabet.