DLH fortsætter arbejdet med nedlukning, men leverer overskud

DLH's fortsættende forretning med salg og distribution fra centrallageret i Danmark resulterede i en omsætning på 241 mio. kr. for årets første ni måneder. Driftsoverskuddet, EBIT, blev 3,3 mio. kr.

Læs mere
Fold sammen

Det fremgår af selskabets periodemeddelelse for tredje kvartal.

Selskabet er ved at finde sine ben efter restruktureringer i form af blandt andet frasalg.

»Arbejdet med nedlukning og afvikling af ophørende aktiviteter og inaktive selskaber fortsætter. Det belgiske datterselskab Indufor er blevet lukket. Lukningen af DLH Norge er i gang og ventes gennemført i indeværende år,« skriver selskabet og supplerer med, at de resterende inaktive selskaber og ophørende aktiviteter vil blive afviklet hurtigst muligt.

Udviklingen af driften af de tilbageværende aktiviteter fortsætter, og virksomheden skal etablere et nyt centrallager i 2018.

Årets resultat belastes af fratrædelsesomkostninger til selskabets administrerende direktør Michael Skovbo Bühlmann, der i oktober meddelte, at han af familiemæssige årsager fratræder sin stilling.

Han er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse svarende til et års løn i 2018.

Forventningerne til hele året ændres ikke. Selskabet fastholder forventningen om et EBIT for 2017 på omkring 0 kr. og en omsætning på 300 mio. kr.

/ritzau/FINANS