Djurslands Bank opjusterer forventninger til basisresultatet

Djurslands Bank ser nu et højere basisresultat for hele 2016 end tidligere udmeldt, skriver banken i en fondsbørsmeddelelse.

Foto: Iris
Læs mere
Fold sammen

Basisresultatet ventes nu at lande på cirka 93 mio. kr. Her lød det tidligere, at banken ventede at ramme den øvre ende af intervallet fra 75 til 90 mio. kr.

- Baggrunden for opjusteringen er fortsat vækst i kundetilgangen samt større aktivitet på en række af bankens forretningsområder, herunder især boligområdet, skriver banken i meddelelsen.

Djurslands Bank løfter også allerede nu sløret for, at den i 2016 havde samlede nedskrivninger på udlån for omkring 21 mio. kr. Det svarer til en halvering i forhold til 2015-niveauet, der var 42,2 mio. kr.

Banken venter at komme i mål for 2016 med et resultat før skat på godt 91 mio. kr., hvilket er cirka 18 mio. kr. over det realiserede resultat før skat i 2015.

Det officielle regnskab offentliggøres 8. februar.