Ditlev Engel fyrede sig til to år ekstra i chefstolen

Ved at fyre sin finansdirektør, Henrik Nørremark, sikrede Ditlev Engel sig selv 22 måneder ekstra i spidsen for Vestas.

Foto: Thomas Lekfeldt

Der lå mere end to ugers opsigelse forud for, at Ditlev Engel forlod posten som topchef i Vestas i 2013, skriver Børsen.

Ditlev Engel var nemlig reelt blevet fyret 22 måneder før, han forlod virksomheden i august 2013.

Men ifølge Børsens oplysninger lykkedes det ham at få overtalt bestyrelsen til at fyre den tidligere finansdirektør i Vestas, Henrik Nørremark, og på den måde købte Ditlev Engel sig knap to år mere som topchef. Oplysningerne stammer fra bagmandspolitiets afhøringsrapport.

Det belgiske konsulenthus Deminor repræsenterer 85 institutionelle Vestas-investorer, der har sagsøgt den tidligere ledelse i Vestas. Partner i Deminor, Erik Bomans, er uforstående over for bestyrelsens mangel på handling.

»For investorer er det uforståeligt, at man kan have en adm. direktør siddende i så lang tid, som ikke har bestyrelsens fulde opbakning. Hvis bestyrelsen mener, en adm. direktør skal fyres, så må den effekture det,« siger Erik Bomans.

Ifølge det forhenværende bestyrelsesmedlem, Jørgen Huno Rasmussen, var det »whistleblowersagen, der medførte, at det ikke var Ditlev Engel, som blev fyret«.

Med whistleblowersagen henviser Jørgen Huno Rasmussen til, at Henrik Nørremark og andre i Vestas blev undersøgt for at have for tætte relationer til selskaber, som Vestas gav lån og garantier. Oprindeligt faldt sagen ud til Henrik Nørremarks fordel, da der ikke kunne findes belæg for whistleblower-påstanden.

Det er alligevel denne sag, som Ditlev Engel brugte som begrundelse, da han indstillede Henrik Nørremark til afskedigelse i bestyrelsen.