Discovery skuffer i andet kvartal og bliver straffet af investorerne

Adm. direktør i Discovery Communications, David Zaslav, der netop er kommet med kvartalsregnskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: JESSICA RINALDI

Trods en fastholdelse af prognosen for hele 2018, så falder aktien i Discovery tirsdag med 7,1 pct., da selskabets tal for andet kvartal skuffede.

Discovery, der er kendt for sine tv-kanaler med blandt andet underholdning om videnskab, dyr, astrologi mm., kom gennem sit andet kvartal med et justeret overskud per aktie på 66 cent, mens omsætningen landede på 2,85 mia. dollar.

Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 86 cent og en omsætning på 2,86 mia. dollar. Det mest pessimistiske bud lød på en indtjening per aktie på 73 cent, og det kunne Discovery altså ikke engang leve op til.

Det justerede nettoresultat blev i perioden på 256 mio. dollar mod ventede 582 mio. dollar, mens driftsresultatet, målt på EBITDA, landede på 1,21 mia. dollar. Her havde Wall Street ventet 1,20 mia. dollar.

Det skuffende resultat skyldes større omkostninger end ventet til integrationen af Scripps Networks Interactive samt højere renteudgifter.

Forretningsmodellen for Discovery, som også ejer Oprah Winfrey Network, TLC og Eurosport, er under pres fra streamingtjenester som Netflix, Hulu og HBO. Derfor oplever selskabet, at antallet af betalende kunder falder, og koncernen oplyser, at dets netværk mister 5 pct. af abonnenterne om året.

/ritzau/FINANS