Direktørklub konkurs efter bortvisningssag

Erhvervsorganisationen Ejerlederne, der tæller 650 små og mellemstore virksomheder, er gået konkurs, efter en turbulent periode ovenpå fyringen af organisationens stifter.

Hans Jørgen Dalum uddelte i oktober Årets Ejerleder-pris. Måneden efter blev han opsagt som direktør for foreningen Ejerlederne, der nu er gået konkurs. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uffe Weng
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Erhvervsorganisationen Ejerlederne blev mandag erklæret konkurs efter en længere periode med økonomiske problemer. Det oplyser formand Merete Hessel.

Hun forklarer, at pengesorgerne kan føres tilbage til økonomiske dispositioner foretaget af forhenværende direktør - og medstifter af organisationen - Hans Jørgen Dalum, som i november 2011 blev bortvist, da disse kom til bestyrelsens kendskab. I marts fremlagde Merete Hessel på Ejerledernes generalforsamling et underskud på cirka 1,5 million kroner, og nu har organisationens bank Sparekassen Vendsyssel sagt stop.

- Der er gået otte måneder, hvor vi har opnået gode resultater og medlemsfremgang, og hvor vi har haft en god dialog med vores bank. Så sker der det, at banken i forbindelse med en forlængelse af vores kassekredit helt uden varsel vælger at opsige os, siger Merete Hessel.

Politianmeldelser frem og tilbage

Hverken Ejerlederne eller den bortviste direktør Hans Jørgen Dalum har tidligere ønsket at uddybe, hvilke økonomiske dispositioner, der førte til turbulensen i den godt 10 år gamle organisation. For nylig kom det frem, at politiet ikke går videre med den anmeldelse om "grov forsømmelse af kontrakt", som Ejerlederne har indgivet - til gengæld politianmeldte Hans Jørgen Dalum i juni Ejerlederne for manglende feriepenge.



Et af de projekter, som den tidligere direktør indledte, var Ejerledernes Finansieringsinstitut EFI - en slags bank uden om bankerne, hvor ejerlederne kan hjælpe hinanden med kapital. Projektet opnåede godkendelse i Finanstilsynet, men blev aldrig til mere end en række såkaldte finansieringskonferencer, der skulle sikre økonomisk opbakning til direktørbanken.

Usikker fremtid
 
Disse konferencer fortsatte dog efter Hans Jørgen Dalums bortvisning, og har ifølge Merete Hessel vist, at der stadig er både interesse og behov for  en organisation for erhvervsfolk, der både er direktører og ejere i deres virksomheder.
    
- Der er behov for en erhvervsorganisation som ejerlederne nu som aldrig før, hvilket bekræftes af de mange positive tilkendegivelser, vi får fra vores medlemmer, siger formanden.

- Vi arbejder nu meget ihærdigt på at rekonstruere organisationen, men jeg kan ikke sige i dag, at vi kører videre. Nu har vi en kurator og et konkursbo at se til, og så håber jeg, at kunne komme med en positiv meddelelse i løbet af de næste 14 dage.