Direktørfyringer koster Telenor millionbeløb

Den norske telegigant har måttet betale 13,6 millioner kroner til tidligere finansdirektør og tidligere juridisk direktør, som fratrådte oven på korruptionssag.

Fratrædelserne til to Telenor-direktører vejer tungt på 2016-regnskabet, viser årsrapporten fra den norske telegigant. Arkivfoto: Mauritz Antin, EPA/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: MAURITZ ANTIN

Det har kostet Nordens og Danmarks næststørste teleselskab, Telenor, et større millionbeløb at skille sig af med sin finansdirektør og juridiske direktør.

Telenor har måttet hoste op med 16,9 millioner norske kroner - svarende til 13,6 millioner danske - til finansdirektør Richard Olav Aa og juridisk direktør Pål Wien Espen, som blev suspenderet, inden de i april 2016 forlod telekoncernen, skriver den norske netnyhedstjeneste E24.no.

Det fremgår af Telenors årsrapport, som onsdag blev fremlagt. Richard Olav Aa fik 11,7 millioner kroner med sig, Pål Wien Espen 5,2 millioner kroner.

De var blandt i alt fire Telenor-topfolk, som blev fritstillet efter undersøgelser af forholdene i det russiske teleselskab Vimpelcom, som Telenor har ejet 33 procent af men siden efteråret 2016 er ved at skille sig af med som følge af stridigheder med hovedejeren, den russiske milliardær Mikhail Fridmans Alfa Group. Vimpelcom, der er børsnoteret i USA og har hovedsæde i Amsterdam i Holland, er blevet taget i at have betalt penge under bordet for at få fingrene i de nødvendige licenser til at drive mobiltelefoni i Usbekistan.

De to Telenor-topchefer var ifølge revisionsselskabet Deloittes undersøgelse ikke direkte involveret i bestikkelsessagen men trådte alligevel fra.