Direktør efter dramatisk halvår i Jyske Bank: »Det ser bedre ud, end vi frygtede«

Jyske Banks ordførende direktør, Anders Dam, håber, at coronavirussen har sluppet sit tag i banken for resten af året. Derfor opjusterer banken nu sine forventninger til årets resultat.

Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank, konstaterer, at bankens første kvartal var »inficeret af covid-19-bakterier«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Nye nøgletal fra Jyske Bank viser et resultat, der er styrtdykket i det første halve år af 2020.

Resultatet efter skat endte for de første seks måneder af året på 82 millioner kroner mod 1,1 milliarder kroner i samme periode 2019.

Alligevel er Anders Dam mandag en glad bankdirektør. Han fokuserer blandt andet på, at coronakrisen betød et tab på 780 millioner kroner i første kvartal, mens bundlinjen for andet kvartal viser en gevinst på 862 millioner kroner.

Han mener, at det tyder på, at banken er kommet over den infektion, covid-19 påførte banken i første kvartal.

»Det er klart, at når man sammenligner med sidste år, er det en voldsom tilbagegang. Tallene for første kvartal er inficeret af covid-19-bakterier. Men nu håber vi, at den virus er ovre for os for resten af året. Det er derfor, vi tillader os at komme med en præcisering af vores resultat,« siger den ordførende direktør.

Præciseringen består i, at Jyske Bank to gange i andet kvartal har opjusteret forventningerne til resultatet for hele 2020.

Forventningerne til årets resultat efter skat lyder nu på 1,0-1,5 milliarder kroner.

Bedre end frygtet

Aktiemarkedet reagerede mandag formiddag positivt på nyheden om, at Jyske Bank-aktien steg med mere end fire procent.

Anders Dam, ordførende direktør i Jyske Bank

»Det svarer til, at man er bagud i en fodboldkamp med 6-0 i pausen og så kommer op og fører i anden halvleg.«


»Jeg synes, det ser bedre ud, end vi frygtede. Selvfølgelig er der enkelte kunder, der er meget hårdt ramt, men hovedparten er langsomt, men sikkert på vej tilbage. Og så skal deres egenkapital og pakkerne hjælpe dem op på et mere normalt niveau. Det er klart, at det er usikkert endnu. Men vi har altså også kunder, der ligger i indeks 150 og indeks 250 for den sags skyld,« siger Anders Dam.

Resultatet for første kvartal bærer tydeligt præg af, at banken har hensat en milliard kroner ved udsigten til en potentiel kæmpekrise.

»Det er klart, at når man ser det omsving, der skete i slutningen af første kvartal og i andet kvartal, så skulle man tage fat om nældens rod. Det gjorde vi, uanset om vores kursreguleringer så ud ad Pommern til. Derfor kom vi også ud med et minusresultat i første kvartal på næsten en milliard. Nu kommer vi så med et resultat på 1,1. Det svarer til, at man er bagud i en fodboldkamp med 6-0 i pausen og så kommer op og fører i anden halvleg. Det er vigtigt med vendepunkter, når man ser ind i sit eget regnskab,« siger han.

Han er spændt på, hvordan regeringen og Folketinget ender med at udfase coronakrisens hjælpepakker til erhvervslivet. Han vurderer, at det godt kan »blive en dyrere udgang«, end man umiddelbart havde regnet med.

»Når man tænker tilbage på bankpakkerne, så kunne man måske sige, at det første, der er lavet her, svarer til bankpakke et – selv om det er meget større beløb, der er pumpet ud. Men der kom jo en bankpakke to, tre, fire og fem. Det kan godt være, der kommer en langsommere udfasning, det tør jeg ikke sige. Det afhænger af, hvad vurderingen er i de ministerielle kontorer og hos Nationalbanken for, hvad behovet er,« siger han.