Direkte krav kan fjerne ansvarsbegrænsning

Underentreprenører og underrådgivere kan risikere direkte erstatningskrav fra bygherren efter reglerne om erstatning udenfor kontrakt. Ansvarsbegrænsninger aftalt udenom bygherre har her ingen betydning.

Foto: Christian Als. Søren Damgaard er partner i Bruun & Hjejle og klummeskribent.
Læs mere
Fold sammen

I entrepriseforhold er det helt sædvanligt, at en entreprenør antager en underentreprenør til at udføre en del af det arbejde, som entreprenøren har påtaget sig. Underentreprenøren bliver eksempelvis antaget til at udføre en mindre del af et større byggeri.

Begår underentreprenøren fejl, kan det på et stort byggeri potentielt have vidtrækkende konsekvenser. Denne risiko kan underentreprenøren ofte ikke afdække ved honoraret for det af ham udførte arbejde.

Det er derfor sædvanligt, at underentreprenøren ønsker at begrænse sit eventuelle erstatningsansvar for fejl og mangler i sin kontrakt med entreprenøren. En sådan ansvarsbegrænsning kan eksempelvis lyde på, at underentreprenøren maksimalt kan blive erstatningsansvarlig over for entreprenøren med et beløb svarende til underentreprenørens honorar for det udførte arbejde.

Erstatning udenfor kontrakt

Begår underentreprenøren fejl, vil han dog kunne risikere et direkte erstatningskrav fra bygherren efter reglerne om erstatning udenfor kontrakt. Da underentreprenøren ikke er i et direkte aftaleforhold med bygherren, vil en ansvarsbegrænsning aftalt med entreprenøren ikke have betydning for det direkte krav fra bygherren. Dette gælder også, selv om der i aftaleforholdet mellem bygherren og entreprenøren er aftalt en ansvarsbegrænsning til gunst for entreprenøren. Tillades det direkte krav, kan bygherren således rette sit fulde krav mod underentreprenøren.

Det kan synes urimeligt, at underentreprenøren således ikke har mulighed for at begrænse sit ansvar, når han f.eks. påtager sig relativt små opgaver på et meget stort byggeri. Bygherre kan endda på denne måde tillige omgå den ansvarsbegrænsning, han selv har accepteret i sit aftaleforhold med entreprenøren. Bygherren kan således blive stillet bedre, hvis entreprenøren har valgt at lade en del af arbejdet udføre i underentreprise i stedet for selv at udføre det.

På den anden side kan det også virke urimeligt, at en underentreprenør skulle være undtaget fra de almindelige regler om erstatningsansvar, blot såfremt underentreprenørens fejl er begået i en kontraktskæde.

Ved en afvejning af hensyn for og imod har Højesteret opstillet et kriterium for, hvornår bygherren kan rejse et direkte erstatningskrav mod underentreprenøren.

Højesteret har således tilladt direkte krav, når der foreligger »sådanne håndværksmæssige fejl«. Dette kriterium er noget uklart defineret, men indeholder formentlig et krav om en vis form for kvalificering af fejl fra underentreprenøren eller af sagens omstændigheder i øvrigt. Højesteret har således overladt det til domstolene og voldgiftsretterne i de konkrete sager at vurdere, om det i betragtning af de begåede fejl og sagens omstændigheder i øvrigt er rimeligt at tillade bygherren at rejse et direkte erstatningskrav mod en underentreprenør.

Samme problemstilling gør sig gældende i forholdet mellem en bygherre, dennes tekniske rådgivere og den tekniske rådgivers underrådgiver.

Professionelle fejl

I en ny voldgiftskendelse fra 2014 blev det udtalt, at der skulle være tale om »professionelle fejl af en sådan karakter«, før en underrådgiver kunne blive erstatningsansvarlig direkte overfor bygherren.

I denne sag var underrådgiveren antaget til at udføre statikerkontrol af et byggeri og havde fået et honorar på 80.000 kr. herfor. Underrådgiveren havde aftalt med sin aftalepart, den tekniske rådgiver, at ansvar var begrænset til dette beløb.

Voldgiftsretten nåede frem til, at bygherren kunne rette et direkte krav mod underrådgiveren. Underrådgiveren skulle herefter dække et tab på knap 65,8 mio. kr., hvoraf dets forsikringsselskab skulle dække 40,3 mio. kr. Hverken ansvarsbegrænsninger aftalt i forholdet mellem bygherren og den tekniske rådgiver eller i forholdet mellem den tekniske rådgiver og underrådgiveren havde betydning.

I lyset af denne afgørelse bør underentreprenører og underrådgivere derfor fortsat være særligt opmærksomme på risikoen for direkte krav fra bygherren. Underentreprenører og underrådgivere bør eventuelt overveje at få bygherren til at medunderskrive på en ansvarsbegrænsning, således at ansvarsbegrænsningen også er aftalt direkte med bygherren og vil kunne påberåbes over for denne.