Din pension skal sikre god skatteetik

Danske pensionsselskaber skal påvirke firmaer til bedre skattemoral, mener Pædagogernes Pension.

Foto: Iris. Fold sammen
Læs mere

Hvad vil du sige til at få en fed pension, som er skabt på aggressiv skattespekulation, som fastholder ulande i fattigdom, så børn ikke kan komme i skole og syge på hospitalet? Det ønsker Pædagogernes Pension (PBU) ikke, så de præsenterer nu som de første en skattedoktrin, der blandt andet skal gøre op med den praksis, at investorer lever højt på skattefrihed i ulande, skriver Politiken mandag.

»Det er grundlæggende en uholdbar konstruktion. Når man går ind i en investering, har man allerede overvejet, om det kan betale sig at gå ind i investeringen eller ej«, siger Sune Schackenfeldt, som er administrerende direktør i PBU, til Politiken.

I de senere år har pensionsselskaber stillet krav om ordentlige miljøforhold og rettigheder for arbejdere i virksomheder, de investerer i. På samme måde vil PBU nu kræve regler for skatteetik. De danske pensionsselskaber har cirka 4.000 milliarder kroner i pengetankene og er en betydelig investor på verdensplan.

»Det giver os og den danske pensionsbranche en god position for at præge udviklingen i de globale virksomheder, fordi de gerne vil tiltrække danske pensionskroner«, siger Sune Schackenfeldt til Politiken. Han peger på, at investorerne ofte er stærkere end ulandenes regeringer. De har svært ved at lovgive i samme tempo, som virksomheder og kapitalfondes skatterådgivere finder fiduser.

»Lovgivningen lukker huller, som skatterådgiverne i de store selskaber har fundet, og når de er lukket, leder skatterådgiverne efter nye veje at smutte uden om at betale skat. Det er den adfærd, som vi skal presse selskaberne til at stoppe«, siger Sune Schackenfeldt, der er på det rene med, at skatteplanlægningen er lovlig.

»Kernen i socialt ansvar er faktisk ikke at overholde loven, men at bevæge virksomhederne væk fra gråzonerne og tvivlsom praksis«, siger han til Politiken. Han er indstillet på, at den nye strategi kan koste penge på kort sigt.