Dilemma for slagteriarbejdere: Fyring eller mindre i løn

For anden gang på et år skal medarbejderne hos slagterigiganten Danish Crown beslutte sig for, om de vil gå ned i løn eller gennemleve endnu en fyringsrunde.

Foto: LISELOTTE SABROE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Pest eller kolera. Det er valget for omtrent 24.000 medarbejdere i den danske slagterikoncern Danish Crown, der nu skal stemme om, hvorvidt de vil gå fem procent ned i løn eller risikere at blive fyret. Det skriver dr.dk.

Det er et halvt år siden, medarbejderne på Danish Crown sidst fik valget. Dengang sagde de nej til en lønnedgang på 6,4 procent, og for nylig fik 472 medarbejdere så en fyreseddel.

Tillidsmand Kurt Høj fra Danish Crown-slagteriet i Herning fortæller til DR Nyheder, at han ikke mener, der er garanti for, at alle beholder deres job, hvis medarbejderne accepterer at gå ned i løn. Han understreger dog, at tillidsmændene ikke vil anbefale medarbejderne at stemme ja eller nej til lønnedgang.

Men hvis medarbejderne hos Danish Crown accepterer lønnedgangen, vil lignende firmaer kopiere strategien, vurderer lektor i ledelse og økonomi Jørgen Stamhus fra Aalborg Universitet.

»Det kan gribe om sig i de brancher, hvor vi har stor konkurrence fra udlandet. En slagterimedarbejder i Tyskland tjener for eksempel halvdelen af en dansk slagterimedarbejder, og de leverer det samme,« siger han til dr.dk.

Danish Crown oplever problemer, fordi rundt regnet ti millioner smågrise hvert år bliver fragtet fra Danmark til Tyskland og Polen. Det kan bedre betale sig for de danske landmænd at få grisene slagtet der, skriver nyhedssitet.

Slagteriarbejdernes fagforening, NNF, har indkaldt til ekstraordinært hovedbestyrelsesmøde onsdag for at drøfte forslaget.