Digitaliseringen har næsten gjort penge overflødige i Kina

Arkivfoto. Kinas storbyer ser en stigende tendens i brugen af smartphones og derved en stigning i antallet af mobilbetalinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: NICOLAS ASFOURI

Papirpenge og mønter er på grund af den digitale udvikling næsten blevet overflødige i Kina.

Det skriver the New York Times.

Kinas storbyer ser en stigende tendens i brugen af smartphones og derved en stigning i antallet af mobilbetalinger.

Ifølge konsulentfirmaet Iresearch var Kinas mobilbetalinger på 5500 mia. dollar (35.700 mia. kr.) sidste år, hvilket er omkring 50 gange så meget som det amerikanske marked for mobilbetalinger, der lå på 112 mia. dollar (727,1 mia. kr.), i samme periode.

»Fra et teknologisk standpunkt er dette måske en af de vigtigste innovationer, der er sket først i Kina, og i dette øjeblik kun sker i Kina,« siger Richard Lim, der er administrerende direktør for venturekapital-firmaet GSR Ventures, til The New York Times.

Det er især mobilbetalingstjenesterne Wechat og Alipay, som ejes af de kinesiske firmaer Ant Financial og Tencent, der er steget i popularitet.

Det ventes, at de to mobilbetalingstjenester vil overgå kreditkortvirksomheder, såsom Visa og Mastercard, på de totale globale transaktioner per dag i det kommende år.

/ritzau/FINANS