Digital formand fortsætter

Tre nye ansigter træder ind i bestyrelsen for DI Digital.

Koncerndirektør i EG, Leif Vestergaard, som i 2015 overtog formandsposten i DI Digital, fortsætter efter genvalget torsdag eftermiddag. Arkivfoto: EG Fold sammen
Læs mere

Tre nye medlemmer trådte torsdag eftermiddag ind i bestyrelsen for Dansk Industris brancheforening for IT og tele, DI Digital, som samtidig genvalgte sin formand.

Leif Vestergaard, som er administrerende direktør for EG-koncernen, blev genvalgt som formand, mens administrerende direktør i DEIF, Toke Foss, fortsætter som næstformand for den 19 mand store bestyrelse, der fik tre nye ansigter ind.

Det er administrerende direktør i den svenske mobilgigant Ericssons danske afdeling, Jørgen Alsing, administrerende direktør for den amerikanske IT-gigant Dells danske afdeling, Lars Baun Jensen, og medstifter af og administrerende direktør for Netcompany IT and Business Consulting, André Rogaczewski.

Leif Vestergaard har været formand for DI Digital siden juni 2015 men har siddet med i bestyrelsen siden 2013. Han har i 12 år siddet i spidsen for EG.

DI Digital, som indtil sidste år hed ITEK, er stiftet i 1998 og har siden 1. maj 2014 haft Adam Lebech som direktør. Brancheforeningen har omkring 320 virksomheder inden for IT, tele, elektronik og kommunikation som medlemmer.