DI: Banker skader samfundet

Bankerne holder alt for meget på pengene i kølvandet på den økonomiske krise. Og det er ikke blevet bedre, vurderer DI's erhvervsøkonomiske chef.

Læs mere
Fold sammen
Det er ikke blevet nemmere for landets virksomheder at få adgang til lån, selv om flere bankpakker ellers skulle sikre netop det. Det vurderer landets største erhvervsorganisation, DI, i en kommentar til en ny undersøgelse af bankernes udlån i andet kvartal af 2009.

Nationalbanken har spurgt kreditchefer, og svarene er stadig trist læsning, mener Kent Damsgaard. Han hæfter sig ved, at Nationalbanken meget præcist viser, hvad virksomhederne står over for.

- For rigtig mange virksomheder er det blevet meget vanskeligt at lånefinansiere. Og det er helt klart vores opfattelse, at bankerne i mange tilfælde har ladet pendulet svinge fra den ene yderlighed til den anden, hvor man siger nej til kreditværdige kunder og sunde projekter. Og det er dybt skadeligt for både den enkelte virksomhed, de ansatte og for samfundet, udtaler han.

Kent Damsgaard henviser til DI's egne undersøgelser, hvor cirka 60 procent af virksomhederne vurderer, at det er sværere og meget dyrere at få adgang til penge.

/ritzau/