DFDS venter spændt på afgørelse i Kanal-sag

DFDS venter fortsat på den endelige afgørelse i den vigtige sag om konkurrencen med Eurotunnel i Den Engelske Kanal.

Eurotunnel købte det kuldsejlede rederi SeaFrance og omdøbte det til My Ferry Link. Myndighederne giver DFDS ret i, at det er unfair konkurrence, men Eurotunnel har appelleret afgørelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PHILIPPE HUGUEN

Det fortæller rederiet i sit kvartalsregnskab onsdag.

Det danske rederi har klaget over, at Groupe Eurotunnel købte konkursramte Seafrances tre færger for at fortsætte driften på Kanalen, hvor det franske selskab i forvejen ejer og driver tunnellen.

De britiske konkurrencemyndigheder gav i juni DFDS medhold i, at det ikke var i orden, fordi det dæmper konkurrencen for meget, men Eurotunnel appellerede afgørelsen. Myndighederne afholdt en høring i appelsagen i september men har endnu ikke afsagt en endelig dom.

»Vi har stadig en uafklaret situation på Kanalen, hvor vi afventer den endelige afgørelse fra det engelske appeltribunal omkring den appel, som er indgivet af Eurotunnel på den i øvrigt meget klare dom, som de engelske konkurrencemyndigheder kom med til fordel for os. Der må vi væbne os med lidt tålmodighed, indtil at den situation bliver afklaret,« fortæller administrerende direktør i DFDS, Niels Smedegaard, til Ritzau Finans.

Eurotunnel købte færgerne i 2012 fra konkursramte Seafrance og oprettede et nyt færgeselskab på ruten Dover-Calais under navnet Myferrylink.

Siden har DFDS døjet med røde tal på ruten, og også i tredje kvartal var der »et betydeligt prispres«, der fik omsætningen per passager til at falde væsentligt, skriver rederiet i regnskabet.

»Det er meget afgørende for det område af vores forretning. Der er en helt uholdbar konkurrencemæssig situation på Kanalen,« siger Niels Smedegaard, der fortsætter:

»Der er betydelig mere kapacitet indsat nu end tidligere - også da SeaFrance opererede - og det er helt uholdbart. Det skal vi have afklaret, og så skal vi have normaliseret situationen, således at operatørerne også kan tjene penge og dermed også investere fremover. Der er ingen i dag, der tjener penge på Kanalen, og det er selvfølgelig ikke holdbart.«