DFDS-strid ryger i højesteret

DFDS har nu udsigt til at få et endeligt punktum i det langstrakte slag om retten til at besejle Den Engelske Kanal. De britiske konkurrencemyndigheder har onsdag meddelt, at sagen mod DFDS' konkurrent på ruten mellem Frankrig og England bliver prøvet ved højesteret.

En DFDS-færge forlader havnen i Calais i Nordfrankrig med kurs mod Dover i England. DFDS har udsigt til et endeligt punktum i den langstrakte saga om retten til at besejle Den Engelske Kanal. Fold sammen
Læs mere
Foto: DENIS CHARLET

DFDS har efter godt to et halvt års uvished og adskillige rundture i de britiske retssystemer nu endelig udsigt til, at den komplicerede sag om retten til at drive færgefart på Den Engelske Kanal får et endeligt punktum.

I den efterhånden temmelig langstrakte sag afgjorde de britiske konkurrencemyndigheder i første omgang, at DFDS' konkurrent på Den Engelske Kanal, fransk-britiske Eurotunnel, skulle afvikle sin færgedrift, fordi Eurotunnel med både tunnel og færgeaktiviteter sad på mere end 50 pct. af markedet. Fredag i sidste uge bedømte en anden britisk retsinstans dog sagen helt anderledes og afviste de tidligere afgørelser, hvilket skabte fornyet usikkerhed for det danske færgerederi. Da børsen åbnede igen mandag faldt DFDS med over 6 pct.

»Vi mener selvfølgelig, at det er urimeligt, men det er i første omgang de engelske konkurrencemyndigheder, som har tabt sagen. Derfor afventer vi, om de vil appellere. Der er et skridt mere i denne sag - og det er den engelske højesteret,« sagde DFDS's topchef, Niels Smedegaard til business.dk fredag.

Og de britiske konkurrencemyndigheder har netop besluttet, at sagen mod Eurotunnel skal rejses ved højesteret. Det betyder, at der nu er en endelig afgørelse på vej i sagen, da det ikke er muligt at appellere afgørelsen fra den britiske Supreme Court.

Striden opstod oprindeligt, da tunneloperatøren Eurotunnel i 2012 købte sig ind på ruten Dover-Calais ved at overtage tre færger fra konkursramte Seafrance. Med den oprindelige dom fra de britiske konkurrencemyndigheder fik Eurotunnel en deadline indtil juli i år til at indstille sine færgeaktiviteter, men den afgørelse blev altså omstødt i sidste uge.

Med Eurotunnels tilstedeværelse på ruten i Den Engelske Kanal har DFDS har meget svært ved at tjene penge på sine fransk-engelske færgeaktiviteter.