DFDS opruster på skotsk færgerute

Danske DFDS og havneoperatøren Forth Ports investerer omkring 6 mio. euro på færgeruten mellem skotske Rosyth og Zeebrugge i Belgien. Det skriver Lloyds List.

Foto: DFDS / HANDOUT.
Læs mere
Fold sammen

Nogle af pengene vil blive brugt til at opgradere og nedsætte brændstofforbruget på den eksisterende færge på ruten, Finlandia Seaways. Færgen skal blandt andet have såkaldte scrubbers , der installeres i skibets skorstenssystem for at fjerne svovl og partikler fra røgen.

Opgraderingen af Finlandia Seaways vil ske senere på året, når færgen planmæssigt skal tjekkes.

Den ene mio. euro, der er tilbage efter færgen har fået en overhaling, vil blive brugt på infrastruktur.

Ruten er den eneste direkte fragtrute mellem Skotland og det kontinentale Europa, og der har været sat spørgsmålstegn ved, om den ville fortsætte, efter nye EU-regler kræver, at rederierne skal bruge mere miljøvenligt, men dyrere brændstof. Men det er nu på plads.

Og for at få det hele til at hænge sammen økonomisk bliver fragtkapaciteten øget, da forbedringer af infrastrukturen i havnen ved Rosyth betyder, at containerne kan stables i flere lag fremover.