DFDS møder positiv udvikling på Nordsøen

En positiv udvikling på Nordsøen fører til en fremgang i DFDS' halvårlige regnskab.

Foto: PHILIPPE HUGUEN. DFDS
Læs mere
Fold sammen
De første tegn på fremgang i de nordeuropæiske økonomier har meldt sig, og det smitter af på DFDS' halvårsregnskab. Med en fremgang i 2. kvartal fastholdes forventningerne til driftsresultat for 2013 på 1.100-1.300 mio. kr.

Omsætningen i 2. kvartal var på 3.051 mio. kr. - sidste år lå den på 2.971 mio. kr. i samme kvartal. Ser man på driftsresultatet er der også sket forbedringer. Det er gået fra i 2012 at være på 295 mio. kr til i år at ramme de 307 mio. kr.

Fremgangen skyldes primært de øgede fragtmængder på Nordsøen, og den større aktivitet i Den Engelske Kanal. Det skaber en positiv udvikling for DFDS.

I det danske selskab, der driver rederi og vognmandsvirksomhed i Nordeuropa, er man glade for udviklingen på Nordsøen. Dog havde de håbet på lidt mere fremgang, men den hårde konkurrence i Den Engelske Kanal kan stadig mærkes.

»Vi arbejder videre med at styrke vores toplinje, reducere omkostninger og nedbringe arbejdskapitalen, og i de seneste måneder er udsigten for Nordeuropas økonomier blevet lidt lysere. Alt i alt fastholder vi vores resultatforventning for hele året,« siger administrerende direktør Niels Smedegaard.