DFDS foreslår halvårligt udbytte på 9 kr. per aktie

Rederiet DFDS har til hensigt at påbegynde udbetaling af halvårlige udbytter - hvor rederiet hidtil blot har udbetalt udbytte én gang årligt.

Foto: Torben Christensen.
Læs mere
Fold sammen

DFDS' bestyrelse vil allerede i september udbetale det første halvårlige udbytte - på 9 kr. per aktie, hvilket vil bringe det samlede udbytte udbetalt i 2015 op på 27 kr. per aktie.

- Halvårlige udbyttebetalinger vil give mulighed for en hurtigere udlodning af kapital til aktionærer og samtidig skabe en bedre sammenhæng mellem udbyttebetalinger og DFDS' sæsonbestemte cash flow-cyklus, som topper i tredje kvartal, der er højsæson for passageraktiviteter, skriver DFDS i sit regnskab for andet kvartal.

- Herudover vil halvårlige udbyttebetalinger give mere fleksibilitet ved tilpasning af udlodningen i forhold til DFDS' kapitalstruktur- og udlodningspolitik, fortsætter rederiet.

Lægger man det samlede udbytte sammen med selskabets aktietilbagekøbsprogram, vil den samlede udlodning til aktionærerne ramme over 700 mio. kr. i 2015, oplyser DFDS.