DFDS får godkendt vigtig millionaftale på Nordsøen

DFDS har fået grønt lys af de britiske konkurrencemyndigheder til sin udvidede transportaftale med den svenske speditør NTEX. Det fremgår af StockMarketWire, skriver ShippingWatch.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. DFDS har fået en økonomisk vigtig aftale godkendt af de britiske konkurrencemyndigheder.
Læs mere
Fold sammen
Aftalen er økonomisk vigtig for DFDS, der har justeret forventningerne de seneste par år med henvisning til kontrakten.

I marts lagde DFDS således 50 mio. kr. oven i EBITDA-forventningerne til 2013, så de nu lyder 1100-1300 mio. kr. Året før gik DFDS glip af en indtjening på omkring 100 mio. kr., fordi NTEX dannede rederiet North Sea RoRO for at gå i direkte konkurrence med DFDS på ruterne fra Gøteborg til England. Det skete, fordi NTEX mente, at DFDS tog for høje priser. Men parterne fandt altså sammen igen og lidt efter kom det frem, at North Sea RoRo drejer nøglen om igen.

På sigt har NTEX-aftalen større indflydelse på DFDS' indtjening end de 50 mio. kr., som den seneste opjustering indikerer.

- I årsregnskabet offentliggjorde vi, at North Sea RoRo's indtræden havde kostet os omkring 100 mio. kr. på indtjeningen sidste år, og nu har vi så en forventning om at hente 50 mio. kr. ind igen allerede i år. Men når vi får en helårseffekt af det her, bliver det tal selvfølgelig større, sagde administrerende direktør Niels Smedegaard tilbage i marts til Ritzau Finans.

Konkurrencemyndighedernes beslutning er endnu ikke lagt ud på myndighedernes hjemmeside.

/ritzau/FINANS