DF ønsker hårdere straffe for hvidvask af penge

Dansk Folkeparti vil både øge straffen og tildele politiet flere ressourcer for at sætte en stopper for personer, der hvidvasker millioner af kroner.

Foto: Bax Lindhardt. Dansk Folkeparti vil straffe hvidvask af penge hårdere, efter at det er kommet frem, at vekselbureauer det seneste år er dømt eller tiltalt for at hvidvaske for millionstore summer.
Læs mere
Fold sammen

Straffen for hvidvask af penge skal være langt hårdere, hvis det skal have en effekt.

Det understreger Dansk Folkeparti, efter Jyllands-Posten har beskrevet, at en række vekselbureauer det seneste år er dømt eller tiltalt for at hvidvaske for millionstore summer.

»Det nytter ikke noget, at vi bruger så stor en politiindsats og så mange sagsefterforskere, og de skyldige så får relativt små fængselsstraffe. Strafferammen skal være langt hårdere, så det er en straf, de har respekt for. Man burde eventuelt have en minimumsstraf,« siger erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, Hans Kristian Skibby (DF).

Han mener, at det er essentielt, at politikerne går ind i sagen. Både i forhold til at ændre strafferammen, men også i forhold til at lave en målrettet indsats over for økonomisk kriminalitet generelt med flere ressourcer til politiet.

 

»Vi er nødt til at sikre, at der bliver holdt øje med de her personer. Derudover skal vi også efteruddanne dem, der sidder og arbejder med særlig økonomisk kriminalitet, så de får opkvalificeret deres kompetencer,« siger han og pointerer, at problemet er større, end man lige tror.

»Det er et eskalerende problem. Hvidvask er en ting, men generelt er sorte penge og handel med skrot og alt mulig andet også et problem. Der er mange steder, hvor der foregår stigende økonomisk kriminalitet.« siger han.