Deutsche Banks overskud lider efter milliardbøde

Deutsche Banks nettooverskud blev halveret i første kvartal 2015 set i forhold til kvartalet 2014.

Foto: KAI PFAFFENBACH.
Læs mere
Fold sammen

Det smitter af på regnskabet, når man skal betale en 2,5 mia. dollar bøde til myndighederne i USA og Storbritannien i et forlig, der handler om, hvorvidt banken har manipuleret LIBOR (London Interbank Offered Rate).

Deutsche Banks nettooverskud blev halveret i første kvartal 2015 set i forhold til kvartalet 2014.

Det viser bankens kvartalsregnskab, der blev offentliggjort søndag eftermiddag. Nettooverskuddet landede på 544 mio. euro i årets tre første måneder mod 1,08 mia. euro i første kvartal 2015.

Og selv om faldet var ventet, så havde analytikerne regnet med, at bøderne ville tære endnu mere på banken. Ifølge Bloomberg News havde analytikerne forventet, at nettooverskuddet ville have været helt nede på 256 mio. euro.

Deutsche Bank har betalt mere end 9 mia. euro i bøder og forlig siden 2012.

- I første kvartal 2015 var indtægterne tæt på rekordhøjder, og det afspejler styrken på tværs af alle vores kerneforretninger. Fortjeneste var dog påvirket af retslige tvister, skriver banken i regnskabet.

Bankkoncernens indtægter steg til 10,4 mia. euro, hvilket er 34 pct. mere end i kvartalet sidste år.

Banken, der er Europas største investeringsbank, har planer om at mindske ejerskabet i Postbank til et minimum, skære i antallet af ansatte i afdelingen for værdipapirer og lukke ned i flere lande. De mere detaljerede planer vil blive offentliggjort mandag, skriver Reuters.