Deutsche Bahn vil køre hver femte danske bus

Om fem år vil Deutsche Bahn sidde på op mod 20 procent af det danske busmarked. Så klar er meldingen fra selskabets busdirektør på dagen, hvor selskabet gør sin entré i Danmark med købet af Pan Bus. Målet skal nås med udbudssejre og flere opkøb.

Blækket på købsaftalen mellem midtjyske Pan Bus I/S og Deutsche Bahn er knap nok tørt, før den store tyske transportkoncern løfter sløret for sine velvoksne ambitioner på det danske busmarked.

»Om fem-seks år vil det være tilfredsstillende, hvis vi har 15-20 procent af det danske busmarked, ikke mindst med ruter i Århus og København«.

Sådan lyder det fra adm. direktør for Deutsche Bahns busdivision, DB Stadtverkehr, Hermann von der Schulenburg. Målet skal nås med organisk vækst i form af udbudssejre til Pan Bus og gennem opkøb eller partnerskaber, der kan give selskabet adgang til markedet i hovedstadsområdet, siger topchefen, der dog understreger, at der endnu ikke er flere opkøb i pipelinen.

Danmark et godt marked
Købet af Pan Bus, der sikrer Deutsche Bahn en enkelt procent af det danske marked, er beskedent, hvis man sammenligner de to selskabers størrelse. Pan Bus har 58 busser. DB Stadtverkehr har op mod 10.000.

Men trods den beskedne størrelse er købet et signal om, at Deutsche Bahn trods nederlaget i kampen om togdriften på Kystbanen og nederlaget til Arriva i kampen om at købe Veolias busaktiviteter i Danmark stadig har appetit på det danske marked, siger topchefen.

»Danmark er et interessant marked for vores koncern, både for bus- og togdrift. Det skyldes, at det danske marked er meget åbent for konkurrence, meget velorganiseret og meget fair,« siger han.

Flere aktører udefra
Det danske busmarked har en værdi på ca. syv mia kr. årligt, og der er knap 100 operatører. De fleste er mindre, lokale busselskaber med et tocifret antal busser, mens en håndfuld er store aktører med flere hundrede busser.

Med Deutsche Bahns entre på det danske marked for busdrift får Danmark endnu en stor international operatør på banen.

Engelske Arriva, der kom til Danmark i 1997, er størst med 1.400 busser og 35 pct. af markedet. Arriva har netop købt franske Veolias busaktiviteter på det danske marked, da Veolia efter knap otte år med et samlet driftsunderskud på over 400 mio. kr. opgav at tjene penge på busser i Danmark. Dermed får Arriva en markedsandel omkring 50 procent. Desuden kommer norske Nettbus ind på markedet, når selskabet gennem Partner Bus A/S overtager en række busruter for trafikselskabet Movia i Østdanmark. Nettbus er ejet af Norske Statsbaner.

Veolias tab og den hårde konkurrence skræmmer ikke tyskerne.

»Vi agter at tjene penge fra første færd, og vores vurdering af markedet er, at vi kan få en rimelig indtjening,« siger Hermann von der Schulenburg. Han påpeger dog, at hvis markedet ændrer sig, så det ikke er muligt at opnå profit, så vil selskabet langsomt forlade Danmark. Vi er ikke interesserede i at underbyde for at vinde ruter, lyder det.

Den melding vækker tilfredshed hos konkurrenten Arriva, der håber, at Deutsche Bahn ikke kun går efter at vinde markedsandele.

»Vi håber, at de vil være med til at udvikle og raffinere sektoren, der alt for længe har været præget af konkurrence om at have den laveste pris,« siger kommunikationsdirektør Jan Wildau.

Presset hjemmemarked
Entreen på det danske marked er den tyske kæmpekoncerns første internationale busaktivitet. Men selskabet har blikket stift rettet mod busmarkederne i Polen, Italien og Frankrig, og målet er at blive det tredjestørste busselskab i Europa inden 2012. I dag er Deutsche Bahn sjettestørst, mens Arriva, Veolia og City-ka/Keolis er de tre største.

Baggrunden for, at selskabet vil vokse uden for hjemmemarkedet, er ifølge topchefen blandt andet, at selskabets markedsandel på otte procent af det tyske busmarked er under pres fra internationale konkurrenter, og at vækst derfor skal hentes uden for den tyske grænse.