Detroniseret benzinkonge i retten i gældsslagsmål med banker

Den tidligere benzinboss Olaf Haahr skal i retten i en strid om, hvor mange penge bankerne skal have efter salget af Haahr.

Foto: Claus Fisker

Selv om kæden af Haahr-tankstationer sidste år blev solgt til et tysk firma, så er det endnu ikke et afsluttet kapitel for den tidligere ejer Olaf Haahr.



Det bliver nemlig op til Retten i Kolding at afgøre, hvor mange penge flere banker har til gode hos Olaf Haahr, skriver Vejle Amts Folkeblad.

»Det er en meget, meget kompliceret sag, som jeg ikke kan gå i detaljer med. Der er ingen menigmand eller forretningsforbindelser, der kommer i klemme. Der er en tvist mellem mig og flere pengeinstitutter om, hvor hurtigt de skal have deres penge, og hvordan vi afvikler de værdier, der er. Det er vi ueinge om, og derfor er det endt sådan her,« siger Olaf Haahr til avisen.

Han solgte sine 43 Haahr-tankstationer til det tyske selskab Manbanaft i foråret 2015, men der var dog store problemer med bankforbindelser inden salget, fordi selskabet havde et underskud på 37,9 millioner kroner, skriver Vejle Amts Folkeblad.

SparNord Bank måtte således afgive en erklæring om at yde kredit. Men nu er der altså opstået en tvist om gælden, og Olaf Haahrs selskab Olieimport/Olaf Haahr er nu under rekonstruktion ifølge Statstidende.

Olaf Haahr stiftede benzinselskabet Haahr tilbage i 1960.