Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De fleste af os går stadig i butikker med noget så gammeldags som døre, vægge, ekspedienter og varer til at se og røre, når vi vil købe nyt tøj, nye sko eller smykker. Men mere og mere handel i detailbranchen foregår i netbutikker, som forbrugerne besøger via mobiltelefonen, tablets eller en computer. Udviklingen har fået den børsnoterede teknologivirksomhed Salesforce til at betale et milliardbeløb for at komme hurtigt med på vognen inden for e-commerce. Salesforce har købt den amerikanske virksomhed Demandware, en digital handelsvirksomhed, for ikke mindre end 2,8 milliarder dollar svarende til 18,5 milliarder kroner.
Demandware blev børsnoteret i 2012, og virksomheden har over de seneste fem år arbejdet sig frem til at være detaillisternes foretrukne valg til håndtering af e-commerce. Således tæller Demandwares kunder store, globale virksomheder som Adidas, L’Oreal og Marks & Spencer, men også danske virksomheder som Bestseller, IC Group og Pandora er på kundelisten hos Demandware.
»Opkøbet af Demandware bringer os i en position til at erobre det multimilliarder dollar store handelsmarked,« udtalte topchef i Salesforce, Keith Block, ifølge det amerikanske erhvervsmedie Forbes i forbindelse med handlen.
Forbes skriver ligeledes, at Salesforce forventer, at opkøbet vil bidrage til en stigning i omsætningen på mellem 100 og 120 millioner dollar i finansåret 2017.
Handlen kommer ikke umiddelbart til at få betydning for Demandwares danske kunder, fortæller Lars Grønkjær, Demandwares nordiske chef med base i København.
Han vil ikke udtale sig specifikt om handlen, som forventes afsluttet inden 31. juli, men endnu ikke er endelig godkendt. Til gengæld vil den nordiske chef godt sætte ord på den udvikling, der lige nu foregår inden for e-handel på den globale scene.
»Det, alle taler om, er forståelsen for kunden 360 grader, siger Lars Grønkjær.
Den rigtige vare på det rigtige tidspunkt
Det handler med andre ord om at bruge data rigtigt og dermed være i stand til at være til stede med det rigtige produkt til den rigtige kunde på det rigtige tidspunkt. Og det er på en måde blevet nemmere at påvirke forbrugerne til at handle, for mens nogle af os stadig skal vænne os til at købe varer på computeren, skifter flere og flere fra computeren til mobiltelefonen, som de fleste konstant har inden for rækkevidde.
Med henvisning til tal fra Demandwares shoppingindeks sker en tredjedel af alle online-handler hos Demandwares britiske kunder på mobilen, mens tallet for indkøb på mobilen i Norden ligger på 25 procent af alle online-handler.
Ifølge Lars Grønkjær viser forskellen på tallene ikke nødvendigvis nordiske forbrugeres manglende vilje til at handle på mobilen. Han langer i stedet ud efter danske virksomheders manglende fokus på e-commerce.
»Danske virksomheder har været lidt træge i forhold til at komme med på den her digitale tsunami. Nogle af dem har fanget det, men generelt halter de langt bagefter på e-handel,« siger Lars Grønkjær.
Ifølge analyseinstituttet Gartner vil det globale forbrug på digitale handelsplatforme stige over 14 procent årligt frem mod 2020.