Når det gælder kvindelige ledere, tales der ofte om at bryde gennem »glasloftet« for at nå til tops. Men en anden teori gælder »glasklippen«: Det fænomen, at kvinder ofte først bliver hyret som topchefer, når det går skidt for en virksomhed, og at de derfor også har større risiko for at ryge hurtigt ud igen.
Altså kan det ligne en tvivlsom ære, at den 56-årige Martina Merz nu er blevet den første kvinde til at lede en af Tysklands store, gamle industrikoncerner. For mægtige ThyssenKrupp, der producerer alt fra stål til elevatorer, er en virksomhed i dyb krise og for nogle et symptom på, hvad der plager tysk økonomi.




