Ikke mange journalister – og endnu færre erhvervsjournalister – er blevet portrætteret i en Hollywood-film. Det kan Roula Khalaf, der nu også på en anden front har skrevet historie, idet hun som den første kvinde nu indtager chefredaktørstolen på den internationale erhvervsavis Financial Times. En avis, der vel at mærke har 131 år bag sig.
Roula Khalaf var purung reporter på det amerikanske finansmagasin Forbes, da hun i 1991 skrev den forsidehistorie, som affyrede det skud, der skulle gøre den senere bedrageridømte finansmand Jordan Belfort berygtet.