Det spetakulære opgør med Henrik Nørremark

Bagmandspolitiet mistænker tidligere Vestas-finansdirektør Henrik Nørremark for at have kostet vindmøllefirmaet 130 mio. kr. i en mystisk sag fra Indien, som Vestas er gået til politiet med.

Henrik Nørremark blev fyret i februar 2012 efter otte år som finansdirektør i Vestas og medlem af topledelsen i verdens største vindmøllekoncern. Arkivfoto: Michael Bache/Vestas Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I dag er det godt og vel to år siden, Henrik Nørremark fik silkesnoren i Vestas. Han har i modsætning til tidligere CEO i Vestas Central Europe, Hans Jørn Rieks, ikke fået nyt job.

Vestas har kastet sig ud i et spektakulært opgør med den tidligere finansdirektør Henrik Nørremark, der blev fyret i februar 2012 efter otte år som finansdirektør og medlem af topledelsen i verdens største vindmøllekoncern.

Det er det, som Johannes Poulsen og Ejvind Sandal, henholdsvis tidligere CEO og tidligere bestyrelsesformand i Vestas i dagens kronik betegner som »karaktermordet på Henrik Nørremark, hvis erhvervs- og karrieremuligheder er skudt i grus«.

Vestas tidligere finansdirektør, der var den tidligere og ligeledes fyrede topchef Ditlev Engels højre hånd, er blandt andet anklaget for at have overtrådt sine beføjelser og handlet ud over sin bemyndigelse i forbindelse i den mystiske indiske såkaldte »Project Dragon«-sag. Henrik Nørremark blev i efteråret 2013 sigtet for mandatsvig af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, i daglig tale Bagmandspolitiet. Politiet mistænker Henrik Nørremark for at have kostet Vestas over 130 mio. kr. ved at have lavet to aftaler med den indiske samarbejdspartner RRB.

Disse aftaler medførte, at Vestas i februar 2012 besluttede at fyre direktøren. Samtidig annullerede vindmøllefirmaet hans fratrædelsesordning med den begrundelse, at han havde handlet i strid med sine beføjelser i flere handler med to indiske selskaber. Henrik Nørremark forlangte at få fratrædelsesordningen.

I medierne forklarede Vestas, at Henrik Nørremark havde eftergivet gæld for omkring 33 mio. kr. til den indiske partner og investerede 108 mio. kr. i et projekt, uden at Vestas’ daværende topdirektør, Ditlev Engel, eller bestyrelsen for Vestas vidste noget om det. Det førte til, at Vestas i december 2012 overgav sagen til Bagmandspolitiet. Henrik Nørremarks advokat, Morten Samuelsson fra Samuelsson, Neugebauer & Partnere, og Henrik Nørremark selv har valgt at undlade at kommentere sagen i pressen, mens den kører i retssystemet.