Det siger politikkerne om iværksætternes ønsker

Foto: Thomas Lekfeldt

Socialdemokratiet: Vi må ikke læne os tilbage

Skatteminister, S, Benny Engelbrecht. Fold sammen
Læs mere
Foto: ERIK REFNER.

De seneste fire år har regeringspartiet Socialdemokraterne været med til at søsætte en række erhvervs- og vækstinitiativer, der også kommer ind over iværksætterne. Skatteminister og tidligere erhvervsordfører for partiet, Benny Engelbrecht, erkender dog, at det ikke nødvendigvis er nok.

Han kalder arbejdet med at tilrettelægge og reformere blandt andet det skattesystem, iværksætterne møder, er en rullende proces. Der er hele tiden brug for »at vi stopper op og tager et reality-tjek«, som han siger. Han mener dog, at regeringen allerede har gjort meget for at gøre noget ved det, der er den underliggende udfordring.

»Der er stadig udfordringer, vi skal have set på. Den store handler nok om, at vi i samfundet generelt skal have ændret indstilling for iværksætteriet. Vi skal i sidste ende have flere til at tage springet og gå i gang. Det er måske det vigtigste af det hele,« siger Benny Engelbrecht.

Radikale: Meget er gjort – men vi er ikke i mål

Ida Auken, MD, de Radikale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech.

De Radikale har det som en mærkesag at bedre forholdene for iværksætterne. Fordi partiet spejder den vej, når det leder efter, hvor fremtidens job skal komme fra.

Erhvervsordfører Ida Auken peger på, at der stadig er problemer – specielt om let og smertefri adgang til Danmark for de internationale IT-specialister, der er centrale for teknologi-iværksætterne. Hun fremhæver tiltag som iværksætterselskabet, afskaffelsen af dele af iværksætterskatten som områder, hvor den nuværende allerede har sat ind. Men arbejdet slutter ikke her, forsikrer hun.

»Vi vil hele tiden gerne forsøge at fjerne de administrative byrder. Og hvis vi kan ændre beskatningen på en måde, der giver mening for dem, så ser vi gerne på det. Men der skal være finansiering for det, « siger hun og tilføjer: »Men det er klart, at vi ikke er i mål endnu. Vi skal fortsat have et tæt samarbejde med iværksætterne, for vi vil gerne give dem de bedst mulige rammer.«

Dansk Folkeparti: Anerkender behovet for udenlandske specialister

Hans Christian Skibby, MF, Dansk Folkeparti. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Dansk Folkeparti mener, at det i det hele taget er de små og mellemstore virksomheder, der skal tilgodeses i erhvervspolitikken. Partiet vil dog hellere fokusere på rammevilkår og afgiftslettelser end en sænkning af selskabsskatten.

DF erkender, at det er værd at se på, om skattereglerne matcher iværksætterne, men at lempelser skal være finansieret krone for krone. Når det kommer til problemerne med at få IT-specialister gennem grænsebommene fremhæver partiet dog, at man vil have dokumentation for, at arbejdskraften ikke kan skaffes i et EU-land.

»Vi skal ikke lukke dørene. Vi anerkender, at der findes en type job, som vi ikke selv kan besætte uden videre. Men man skal altså kunne dokumentere, at man har forsøgt at få medarbejderne i Danmark eller EU, før de kommer ind. De eksisterende ordninger fungerer ikke, da udlændingene kan ende som taxachauffører eller på fabrik. Det var ikke meningen, da vi lavede ordningen,« siger Hans Kristian Skibby.

Venstre: Vi skal finde den optimale model

Jakob Engel-Schmidt, MF, Venstre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech.

Venstre mener, at der er mere end nok at gå i gang med. Partiets iværksætterordfører, Jakob Engel-Schmidt, siger, at iværksætternes vilkår er en overset størrelse i både dagligdagspolitik og valgkampen.

Han vil gerne have skattesystemet til servicetjek for at se, hvor de regler er, som sætter iværksætterne skakmat. Han påpeger, at der allerede er muligheder for blandt andet at fremføre underskud skattemæssigt. Men det ændrer ikke ved, at man i systemet skal tage stort hensyn til startup-virksomhedernes specielle forhold, der f.eks. ofte resulterer i tab og konkurser. Om beskatningen af medarbejderaktier ryster han blot på hovedet over de eksisterende regler.

»Danmark er et af fem lande i verden, der beskatter medarbejderaktier med det samme. Det er et kæmpeproblem. Provenutabet ved at gå tilbage til den tidligere model, er ikke så stort, og det ville udgøre en kæmpe håndsrækning til de mindste virksomheder,« siger Jakob Engel-Schmidt.