Det kører slet ikke for svenske Scania

Det kører bestemt ikke godt for den svenske lastbilproducent Scania. Et milliardoverskud sidste år er uventet blevet til et underskud, og ordreindgangen styrtdykker.

Foto: Lionel Bonaventure / AFP. Lastbils- og busproducenten Scania kører i øjeblikket i en ørken af faldende efterspørgsel, på grund af den globale økonomiske afmatning.
Læs mere
Fold sammen
Økonomisk krise er ikke kun noget man læser om hos Scania. Det viser lastbilproducentens regnskab for andet kvartal med al tydelighed.

Scanias omsætning er faldet voldsomt, fra 23,9 milliarder svenske kr., eller 16 milliarder danske kr., i andet kvartal sidste år, til 14,4 milliarder svenske kr. i andet kvartal i år.

En så stor omsætningsnedgang kan mærkes, og det gik da også helt galt på Scanias bundlinje, der dykkede fra et plus i andet kvartal sidste år på solide 4,2 milliarder kr. til nu et minus på 181 mio. svenske kr.

Det er overraskende, for selv om alle er klar over at Scania har problemer, så havde analytikerne på forhånd dog ventet et plus på 273 mio. kr., ifølge en rundspørge foretaget af nyhedsbureauet Reuters.

Ordreindgangen i frit fald
Der er ingen umiddelbare tegn på, at situationen vender for Scania. Ved udgangen af juni havde selskabet ordrer på 8223 nye lastbiler og busser, hvilket er ikke mindre end 52 pct. færre ordrer end de 17.029 ordrer som Scania havde i juni sidste år.

Det er stort set alle markeder hvor efterspørgslen på lastbiler og busser er faldet, men særligt hårdt er det gået for sig i Østeuropa, der også er et af de områder som er blevet hårdest ramt af finanskrisen og den globale økonomiske opbremsning.