»Det her kan blive større end vores enzymforretning«

Novozymes har store forventninger til nyt samarbejde om bakterier.

Arkivfoto. Novozymes offentliggør årsregnskabet for 2014. Til venstre adm. direktør Peder Holck og til højre finansdirektør Benny Loft. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Novozymes har meget store forventninger til sit et år gamle samarbejde med landbrugsgiganten Monsanto. Det skriver dagbladet Børsen.

Parterne arbejder man på løsninger, der skal forøge afgrøder og dermed afkast af jordbrug, som ellers er stagneret. Og midlet skal være at kombinere Novozymes' kompetencer med at udnytte bakterier og svampe med Monsantos store rækkevidde inden for landbruget.

Konkret skal det foregå på den måde, at bakteriesammensætningen fra de jordstykker, hvor planterne gror bedst, skal kopieres og bruges på resten af jorden.

De helt nye og særlige bakterieløsninger kan ifølge parterne delvist erstatte eller supplere den normale praksis med at sprøjte sig til et højere udbytte.

»Jeg vil ikke afvise, at det her kan blive større end vores nuværende enzym-forretning,« siger Peder Holk Nielsen, adm. direktør i Novozymes, til avisen.

I de seneste 20 år er forøgelsen af udbytte fra marker stagneret, og det får blandt andre landbrugsgiganter som Monsanto til at arbejde på nye teknologiske løsninger til at øge høstudbytterne igen.