Det gør ondt at sælge sit hjerteblod

Det er en smertefuld proces for stifteren af en virksomhed at skulle afhænde forretningen til fremmede investorer. Én ting er at overdrage virksomheden til næste generation, som stifteren selv har lært op, noget ganske andet er det at afgive magten og resultatet af årtiers energi og opsparede værdier til fremmede, der kommer og banker på hoveddøren. Det er hjerteblod.

Byline - bylinebillede Jens Chr. Hansen, BM Business Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Der er lige knap 300.000 aktive virksomheder i den private sektor. En meget stor del af disse er små virksomheder alene med stifteren som ansat eller nogle få medarbejdere. Andre familieejede virksomheder har adskillige hundrede eller flere tusinde ansatte som eksempelvis Jysk, Bestseller, Ecco Sko og Lego. Danmark er karakteriseret ved at have mange små og mellemstore virksomheder, og det er i gruppen af mellemstore virksomheder, der i særlig grad tiltrækker kapitalfonde. Som det nu sker med den familieejede og familieledede legetøjskæde BR-Legetøj, læs hosstående artikel.

Tidligere har mellemstore virksomheder som Tiger-butikkerne, Ilva, Biva, LM Glasfiber, Tæppeland, Thrane & Thrane og Pandora afgivet magten og aktiemajoriteten til eksterne investorer, ligesom en række af de tidligere vækstivrige og familieejede vindues- og møbelproducenter i Jylland blev købt, fusioneret ind i større virksomheder eller solgt over børsen. Med meget forskellige resultater til følge. Familien Enevoldsen ville næppe selv have kunnet finansiere og styre den eksplosive vækst i Pandora uden eksternt ejerskab fra kapitalfonden Axcel.

Mens derimod både Biva og Ilva var tæt på at blive slået ihjel af nye ejere, som misrøgtede selskaberne. Både familien bag Biva og familien bag Ilva solgte alle aktierne og trådte helt ud af ejerskabet, mens stifteren af Tiger-butikskæden, Lennart Lajboschitz, foreløbig har solgt 70 procent af sin virksomhed. Et godt gæt er dog, at familien Lajboschitz på sigt er helt på vej ud af Tiger-koncernen. Derimod må det forventes, at madguruerne Claus Meyer og familien bag Løgismose-kæden forbliver i den fusionerede virksomhed, også efter at den engelske kapitalfond IK Investment Partners er kommet ind som ny hovedaktionær. I hvert fald nogle år frem i tiden.

Der er således mange måder at gøre det på, men overordnet set kræver eksterne investorer, hvad enten der er tale om et industrielt opkøb i branchen eller opkøb af en kapitalfond, at den ultimative magt over virksomheden skifter hænder fra familien til de nye investorer. I modsat fald risikerer det at ende i et opslidende magtopgør, hvis familien og den eksterne investor har vidt forskellige ønsker.

De fleste virksomhedsstiftere og senere generationer i familien ønsker, at magten over virksomheden forbliver på familiens hænder. Det er dog bare ikke altid muligt. Skatten ved et generationsskifte er hård og betyder, at der skal hentes likvider ud af virksomhedens pengekasse til at betale den særlige arveafgift på 15 procent. Selv om værdierne ofte er bundet i bygninger, maskiner og andre aktiver. Det problem skal forstås af og håndteres af politikerne.

Det er også en barriere for generationsskifte, hvis næste generation hverken har lysten eller evnen til at drive virksomheden videre. Alt for tydeligt illustreret med filmen »Arven«, hvor næste generation går til hunde som følge af presset for at levere på familieønsket.

Det er væsentligt, at det ultimative ejerskab til en virksomhed er meget klart defineret. Så klart, at det skal kunne holde til en konfrontation mellem ejerne. Man skal næppe romantisere familieejede virksomheder, men der skal pinedød også fremover være plads til denne særlige og i mange tilfælde stærke ejerform.