»Det er tankevækkende, når de tre operatører trækker sig inden for et år, men vi skal ikke være bekymrede«

Først DONG og siden Maersk Oil. Nu gør amerikanske Hess klar til at afhænde sine aktiviteter i Danmark, hvilket først og fremmest vil sige det store Syd Arne-felt. Dermed har Nordsøens tre største operatører inden for kort tid vendt den danske nordsø ryggen.

Syd Arne, Hess' eneste felt i Danmark, skal snart sælges. Fold sammen
Læs mere
Foto: MEDVIND/BENT SOERENSEN

Endnu en af de helt store spillere i den danske Nordsø har besluttet sig for at sælge ud af sine olie- og gasfelter. Det er amerikanske Hess, som vil sælge sin danske forretning i løbet af 2018, hvilket vil være sidste skridt i en gennemgribende omkalfatring af den danske olie- og gassektor på bare ét år.

DONG har allerede overdraget sin olie- og gasforretning til britisk-schweiziske Ineos, Maersk Oil er ved at blive overtaget af Total, og tirsdag annoncerede amerikanske Hess, at man har solgt en række felter i Norge og samtidigt indledt en proces for at sælge sin danske forretning.

»Vi har gjort en verdensklasse opdagelse i Guyana, som vi planlægger at producere fra i 2020, og for os er det et spørgsmål om allokering af kapital til områder, hvor vi kan se klar vækst, og det er årsagen til salget af aktiver i Norge og beslutningen i Danmark,« siger talsmand for Hess, Robert Young, til Berlingske.

Mærsk og DONG solgte ud af olien for at fokusere konglomeraterne på henholdsvis shipping og grøn energi, mens Hess dog sælger, fordi andre investeringer er mere attraktive. Det er dog ikke det samme, som at Nordsøen er uattraktiv.

»Nej, det mener jeg ikke, man kan sige. I et lavprismiljø må vi allokere kapitalen til vores bedst og mest profitable aktiver, og for os er det i Guyana, men for andre selskaber – som Aker BP der købte de norske felter – kan Nordsøen passe godt til deres vækstplaner,« siger Robert Young, »Forskellige selskaber har forskellige prioriteter, og vores prioritet er at finansiere vores verdensklassemuligheder i Guyana, og for et selskab af vores størrelse skal pengene have retning.«

Ingen alarm
Adm. direktør i brancheforeningen Olie Gas Danmark, Martin Næsby, mener dog ikke, at man skal være bekymret over, at de tre hovedoperatører potentielt alle bliver skiftet ud i løbet af ét år.

»Jeg tror, det er et tilfældigt sammenfald. Danmark har ret få spillere, så det er selvfølgelig usædvanligt, at tre operatører vil sælge inden for et år, men det er ikke spor usædvanligt i olie- og gassektoren generelt, at selskaberne handler aktiver mellem hinanden, så jeg ser det som et tilfældigt sammenfald,« siger Martin Næsby.

Oliehistoriker og forfatter til en nylig bog om Maersk Oil, Morten Hahn Pedersen, ser heller ingen grund til alarm.

»Det er tankevækkende, når de tre operatører alle sammen trækker sig inden for et år, men jeg tror ikke, vi skal være bekymrede. Det vigtigste er, at infrastrukturen bibeholdes, og basalt set er jeg optimistisk på Nordsøens vegne,« siger han. 

Ventetid hos leverandører

For den danske statskasse kommer det formentlig ikke til at betyde noget, men for de mange underleverandører, er det en opbrudstid. Berlingske Business har talt med flere underleverandører gennem den seneste tid, og selvom nogle er urolige over de mange skift i Nordsøen, så er flertallet positive. En stemning, som Martin Næsby også kan genkende.

»Stemningen er positivt afventende. Der er flere forskellige ting, som man har noteret sig. Man har fået en afklaring omkring Tyra, vi har fået en Nordsø-strategi, som er faldet på plads, og så har man noteret sig, at verdens fjerdestørste olieselskab ser potentiale i Danmark. Så summen er, at vi kan spore nogen optimisme,« siger han.