»Det er ingen hemmelighed, at der har været store udfordringer med arbejdsmiljø og overenskomster«

I kølvandet på sagen om mafiaanklager i forbindelse med metrobyggeriet erkender metroentreprenør nu, at der har været store problemer på projektet.

Mafiaanklagerne i forbindelse med det kæmpemæssige metrobyggeri kommer i kølvandet på en lang række arbejdskonflikter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Marie Odgaard

Mafiaanklagerne i forbindelse med det kæmpemæssige metrobyggeri kommer i kølvandet på en lang række arbejdskonflikter.

Blandt andet Cipa-sagen, hvor den italienske underentreprenør Cipa i 2015 blev dømt til at betale 22 mio. kr. i bod og efterbetaling af manglende løn. Og CNBT-sagen, hvor den portugisiske underentreprenør CNBT skal efterbetale 19 mio. kr. i manglende løn til virksomhedens ansatte på metrobyggeriet.

»Der er ingen tvivl om, at på det projekt, som vi har haft siden 2010, har der for visse virksomheder været store problemer med at få relativt basale ting til at fungere normalt. Eksempelvis i forhold vedrørende arbejdsmiljø og det at overholde gældende overenskomst. Det har der for nogle virksomheder været store udfordringer med. Det er ingen hemmelighed,« erkender Sigurd Nissen-Petersen, driftsdirektør (COO) hos hovedentreprenøren på bygningen af Metro-cityringen, det italiensk-ejede konsortium Copenhagen Metro Team (CMT).

Hvorfor har det været så svært for jeres underleverandører at overholde spillereglerne i Danmark?

»Der er flere forhold, der spiller ind. Vi havde en åbenlys gråzone i fortolkningerne af overenskomsten, hvor fagforeningen og arbejdsgiverorganisationen ofte var uenige. Den gråzone fik vi afviklet med en historisk forsøgsordning indgået mellem CMT og fagforeningen BJMF/3F i januar 2016. For eksempel er de ugentlige arbejdstider, overenskomsterne og reglerne meget anderledes i Danmark. Desuden er et vigtigt element i den danske arbejdsmarkedsmodel ideen om, at parterne sætter sig sammen og løser problemer gennem dialog og tillid, mens mange af disse forhold i andre dele af Europa i højere grad baserer sig på lovgivning.«

Er det en tilstrækkeligt god undskyldning, når man vinder så stor en opgave i et andet land?

»Nej, det synes jeg bestemt ikke. Det er heller ikke en undskyldning, men en nuancering jeg kommer med, og man skal huske, at et stort flertal af virksomhederne på metrobyggeriet sagtens kan finde ud af at arbejde efter reglerne. Det glemmer man lidt i medieomtalen. Men det er vigtigt at være åben og ærlig om, at dette projekt har været en læreproces for nogle af vores underleverandører, for CMT og ganske givet også for mange andre, der er beskæftiget på et så stort projekt som Cityringen. Derfor har meget af mit og den nye direktørs arbejde også været fokuseret på at få sat mere skik på tingene – blandt andet i samarbejde med de relevante fagforeninger. Om de problemer, vi har haft, er en forklaring på, at vi får disse beskyldninger om organiseret kriminalitet mod os, må være op til andre at vurdere,« siger driftsdirektør Sigurd Nissen-Petersen.

Læs mere