Det er ikke let at være hverken Danske eller Deutsche Bank

Belingskes erhvervsredaktør, Peter Suppli Benson Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Danske Bank. Deutsche Bank. To storbanker fra hver sit land. To storbanker, som står i næsten simultane kriser.

For selv om der – endnu i hvert fald – er størrelsen til forskel, er begge banker dybt involveret i hvidvaskskandaler, hvor der sågar er tråde mellem dem. Begge banker står med massive ledelsesmæssige udfordringer. Og begge banker har aktionærer på nakken, som har oplevet massive kursfald og derfor kræver forandring og handling. Nu.

Torsdag middag var der generalforsamling i Deutsche Bank.

Festhallen i Frankfurts messeområde lagde kvadratmeter til de flere tusinde aktionærer. Og ligesom da Danske Bank for nylig holdt generalforsamling, var der talepres blandt mange af aktionærerne, som havde kritiske holdninger til bankens involvering i hvidvask, bankens involvering i Trump-familiens forretninger, kontakter til Rusland – og læg dertil en aktiekurs, som præcis på dagen for generalforsamlingen nåede et historisk lavpunkt.

Der var altså mange ingredienser til en efter tyske forhold sjælden højlydt og intens generalforsamling – og det blev det.

En aktionær sammenlignede bankens ageren som at være i biografen til en alt for lang gyserfilm. Andre, herunder flere større aktionærer, opfordrede til en tidlig pensionering af bankens mangeårige bestyrelsesformand, Paul Achleitner. Og så var der alle småaktionærerne, som har oplevet, hvordan bankens værdi er smuldret.

Værdien – og Deutsche Banks plads blandt de øverste i verdens finansielle hierarki – toppede i 2007, kort før den finansielle og økonomiske krise eksploderede. Dengang kostede en Deutsche Bank-aktie knap 100 euro. Torsdag blev den handlet til knap 6,5 euro, og troen på snarlige stigninger er ikke blevet større af, at den schweiziske storbank UBS netop har anbefalet et salg af aktien, som man mener vil falde yderligere over de kommende 12 måneder.

Når der også er grund til at drage paralleller mellem de to banker, er det, fordi de begge i hver sit land har afgørende roller som dele af de to landes økonomiske fundamenter. Både Danmark og Tyskland har brug for velfungerende og succesrige storbanker som de to. Banker, som har størrelsen og den økonomiske formåen til at kunne servicere alle dele af samfundet – fra de private borgere til erhvervslivet.

Det glemmer politikerne – og kritikerne – måske fordi det er en populær holdning i en valgtid, og det er ødelæggende for banker, som vi alle har brug for fungerer.

Banker er blevet en slags prygelknabe for alle, der hader storkapitalen. Det er til at forstå, at mange er vrede over svindelsager. Involvering i økonomisk kriminalitet – og tvivlsomme forretningsmetoder, hvor visse banker med rette er blevet anklaget for at have mistet forbindelsen til virkelighedens verden og forståelsen af, hvor vigtig en rolle som samfundsaktør de er. Men i virkelighedens verden er vreden gået for vidt og rammer nu bankerne på måder, som ikke kan ses som andet end en diffus straf – bare fordi de er banker.

Det gælder i Tyskland, men mildt sagt også i Danmark, hvor Danske Bank for mange er blevet et symbol på alt, hvad der er dårligt.

Den holdning er også tydelig i den danske valgkamp, hvor vi jo senest så Socialdemokratiet udstikke en slags »dummebøde« til de danske banker på ca. halvanden mia. kr. – penge, som skal hentes i bankerne for at delfinansiere partiets mange og dyre velfærdsløfter.

At bankerne skal straffes, hvis de har gjort noget ulovligt, er en given ting. Men at lade en diffus vrede ramme tilfældigt er både forkert og ødelæggende for bankerne.

Peter Suppli Benson er erhvervsredaktør på Berlingske