Det er først nu, at OW-skandalen bliver rigtig grim

Vi står nu med en klokkeklar erhvervsskandale, som nok ikke har set sit lige i lille erhvervs-Danmark og med ingredienser, der bliver sprængfarlige.

Nyhedschef på Berlingske Business Peter Suppli Benson trækker linjerne op i OW Bunker-skandalen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi tager det hurtige resume på, hvordan historien om OW Bunker kunne gå fra 'økonomisk krise' onsdag, til 'krimi-krise' torsdag, for at kulminere med krak fredag - og en erhvervsskandale som sjældent set i Danmark.

Onsdag stod OW 'bare' midt i en økonomisk krise. Mangelfuld risikostyring (læs: afdækning af oliepris-ændringer), havde ført til to nedjusteringer på bare en måned. Den slags er uhørt for en virksomhed, som er helt ny på børsen. Men det skulle blive meget værre.

Torsdag slog bestyrelsesformand Niels Henrik Jensen fast, at en ledende medarbejder i Singapore-afdelingen havde svindlet for 750 mio. kr. Nu var det ved at blive rigtig alvor for OW.

Og fredag kom den foreløbige kulmination, da selskabet - med formand Niels Henrik Jensen og den totalt fraværende direktør Jim Pedersen i spidsen, kastede håndklædet og erklærede selskabet konkurs.

Men tror man nu, at det herfra blot bliver et spørgsmål om oprydning efter konkursen, kan man godt tro om.

For det er nu, at det bliver rigtigt grimt. Vi står med en erhvervsskandale, som nok ikke har set sit lige i lille erhvervs-Danmark og med ingredienser der bliver sprængfarlige.

1. Virksomheden blev børsnoteret for bare syv måneder siden med banker til at blåstemple og advokat- og revisorpåtegninger i hobetal. Alligevel står aktionærerne nu tilbage et hul i deres formuer på omkring seks mia. kr. Det vil føre til retssager.

2. Vi står med en sag, hvor den tidligere ejer, kapitalfonden Altor, solgte ud af aktier for tre milliarder for få måneder siden - og sendte dem retur til baglandet. Pengene var væk - derfor kunne Altor ikke 'bare' være med til at redde OW, lyder det fra dem. Den slags kan forklares rent juridisk - men at finde en moralsk forklaring der holder, bliver svær for Altor.

3. Vi står med en bestyrelsesformand i OW Bunker, Niels Henrik Jensen, der sætter navn på en ledende medarbejder og offentligt siger, at vedkommende har svindlet for 750 mio. kr. Siden måtte han trække i land - men det kan man jo ikke. Det skal der nok blive en sag ud af.

4. Og så står vi med en virksomhed, der med en karismatisk leder, Jim Pedersen, i spidsen, charmerede hele børsdanmark i en grad, så omkring 20.000 stor- og småinvestorer kastede sparepenge efter selskabet. Nu har de tomme lommer og det danske børsmarked har fået dybe skrammer.

For hvordan skal man kunne stole på et selskab, hvis der er så kort fra 'storhed' til kollaps? Så det bliver sværere at få nye virksomheder på børsen og måske nærmest umuligt for kapitalfonde at sælge deres besiddelser på børsen i den nærmeste fremtid.

Tilbage står, at det er nu den alvorlige og grimme del af OW-skandalen begynder.