Det er en kunst at finde den rigtige skjorte til kvinder

Kun få kvinder passer ned i en skjorte med standardmål. Derfor kræver det mere arbejde at finde en business-skjorte, der sidder perfekt.

Mulighederne for at vælge en målsyet skjorte er begrænsede. Derfor er man som kvinde nødt til at prøve skjorten, inden man køber – og det er en god idé at gå efter et fittet look. Foto: Iris Fold sammen
Læs mere
Foto: Valua Vitaly

Hos Christina Wedel, en af Danmarks førende personlige shoppere, kender man også til den vanskelige kunst, det er at finde en passende skjorte til businesskvinden.

For mænd er skjorter en standardvare, som de fleste ikke behøver at prøve. De kan derfor blot vælge lige den metervare, de har lyst til, når blot ekspedienten har målt halsen og vurderet, om det skal være en helt slim eller et mere moderat fit.

Det er med andre ord legende let at være mand i skjorte, mens det kræver et langt større arbejde for kvinder at finde en skjorte, der passer godt.

Det kan derfor godt undre, at stort set ingen af de store skjortebrands tilbyder målsyede skjorter til businesskvinder.

Selv svenske Stenströms, der har specialiseret sig inden for skjorter til kvinder, må melde pas, når man spørger til muligheden for at få syet en skjorte på mål til kvinder.

»Vi ville gerne kunne tilbyde muligheden til kvinder. Det har været diskuteret i mange år, og måske kommer det en dag,« siger Solvieg Wiinblad, der gennem de seneste ti år har været ansvarlig for Stenströms til kvinder i Danmark.

Udvalget til kvinder hos Stenströms har aldrig været større end den nuværende kollektion, og præcis som hos Eterna-skjorter til kvinder tilbyder man tre forskellige pasforme. »Slimline« er den smalleste med mest indsnit. »Feminine« er en mellemting med indsnit, men ikke helt smal, mens »Classic« er den største uden indsnit svarende til en skjorte, der går lige op og ned.

Omkring halvdelen af kollektionen er med op til fem procent elestan, hvilket sikrer, at man opnår en god pasform, selv om skjorten ikke er syet efter mål. Priserne går fra 900 kr. til 1.599 kr. for skjorter i eksempelvis silke eller hør.

Stenströms har fremstillet skjorter til kvinder siden 1940erne, men har i de seneste par år udviklet sig hen mod et koordineret brand, der også leverer strik, T-shirts og blazere til kvinder.

»Målet er at tilbyde den moderne businesskvinde et samlet produkt, hvor forskellige dele passer sammen og kan kombineres på tværs. Stenströms er et meget ærligt produkt, for man koncentrerer kræfterne om den øvre del af kvindens look, og vi kommer aldrig til at se bukser og nederdele i kollektionerne,« vurderer hun.

Kunsten at af finde skjorten

»Det handler meget om det samlede look, men det kan være svært at finde skjorten, som man som kvinde føler sig godt tilpas i, uden at det bliver for fint eller for maskulint,« siger Christina Wedel.

Hun opfordrer til, at man som kvinde sætter god tid af til at finde tøj, som man føler sig godt tilpas i, mere end noget man »bare troede var det rigtige«.

Når det gælder skjorter, peger hun på skjorter fra Karen Millen som et godt sted at begynde i jagten på den perfekte skjorte, der passer til hende, som vil være enkel og checket på en feminin måde.

Karen Millens skjorter har bl.a. masser af stretch og er alle lavet med en usynlig lynlås i siden så man er taljeret uden knapper, der står og gaber.

Mange kvinder har den opfattelse, at de bliver for fine og for damede, hvis de stiller op i skjorte. Men skjorten udvikler sig også, og der findes mange skjorter, hvor man med mere eller mindre skjorteflip dresser lidt ned og ikke bliver så formel i looket. Silke, hør og bomuld med stretch er klart favoritmaterialer til skjorter,« siger Christina Wedel.