»Det er altid ministeren, der har ansvaret«

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) vil kulegrave Energistyrelsen, efter at styrelsen har forholdt ham afgørende oplysninger i en uge. Men ansvaret er i sidste ende hans eget, understreger ministeren.

Martin Lidegaard ses her i samråd omkring solcellesagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

§ Torsdag i denne uge sagde du på et åbent samråd, at »der er nogle taganlæg under den nye overgangsordning, men dem forventer jeg ikke vil have en meget betydelig størrelse.« Hvorfor sagde du det?

»Det var den viden, jeg havde på det tidspunkt. Derfor skal jeg heller ikke lægge skjul på, at stor var min overraskelse, da jeg kørte hjem for at spise noget sushi, og så blev ringet op omkring klokken 18 og fik at vide, at I havde indsamlet de oplysninger (at solcelleudbygning på tag forventes at blive markant større end hidtil antaget, red.). Det var helt nyt for mig,« siger klima- og energiminister Martin Lidegaard (R).

§ Hvorfor blev du ikke orienteret før. Energistyrelsen blev jo orienteret 13. juni?

»Det, synes jeg, er et rigtig godt spørgsmål. Jeg synes heller ikke, at det er tilfredsstillende, at jeg ikke er blevet orienteret før. Det har jeg også meddelt Energistyrelsen, og jeg har bedt min departementschef tage en alvorlig samtale med ledelsen i Energistyrelsen. Det her skal selvfølgelig kulegraves, og jeg vil ikke i den situation igen. Nu har jeg skrevet til forligskredsen og sagt, at det her vil vi selvfølgelig rette op på, sådan at vi får de direkte informationer fra Energinet.dk fremover. Og jeg er glad for at kunne sige, at jeg efterfølgende har talt med Per Clausen (Ø), som har accepteret den forklaring.«

§ Kan du garantere, at ingen i dit departement var orienteret om den forventede udbygning af solceller på tag på 140 MW før samrådet torsdag?

»Jeg kan i hvert fald garantere, at jeg ikke var orienteret, og efter, hvad jeg har fået oplyst, var heller ingen i departementet orienteret. Jeg kan ikke have det fulde overblik her og nu, men det er, hvad jeg har fået oplyst.«

§ Er det her en parallel situation til den i efteråret, hvor du blev orienteret tre gange om et muligt problem med solceller på bar mark, men var »uopmærksom«?

»Nej. Altså, jeg kan godt huske, hvad der skete i går (torsdag, red.). Og kan godt huske, at jeg ikke var informeret til det samråd om, at der forelå nye oplysninger. Så jeg kan sige, at de oplysninger er ikke tilgået mig. Der er ikke den tidsforskydning på det, så det tør jeg godt sige.«

§ Hvem bærer ansvaret for, at du i et samråd torsdag gav Folketinget oplysninger, som ikke var korrekte?

»Jeg sagde ret beset, at det var ret usikre tal. Jeg synes ikke, at jeg på noget tidspunkt har forsøgt at foregøgle noget, at vi havde fuldstændig styr på de tal.«

§ Men du sagde torsdag: »Der er nogle taganlæg under den nye overgangsordning, men dem forventer jeg ikke vil have en meget betydelig størrelse.«

»Det er jo af princip sådan, at ansvaret altid er ministerens. Men det er klart, at der er forskel på – synes jeg – om man misinformerer mod bedre vidende, eller at man ikke har fået besked om det overhovedet. Og det har jeg altså ikke i det her tilfælde.«

§ Hvad vil du gøre nu?
»For det første handler det om, hvad der skal ske med solcelleudbygning i Danmark. Der synes jeg sådan set ikke, at der er ændret så meget. Vi har den forståelse i forligskredsen, at vi skal holde den samlede økonomiske ramme. Det vil sige, at hvis der er et ønske om at fastholde udbygningsgraden med sol, så må vi jo finde nogle effektiviseringer eller finde en anden løsning. Nu er det afgørende for mig, hvor mange solceller der faktisk bliver indmeldt til Energinet.dk, og jeg har i dag bedt om, at vi får en direkte indrapportering uge for uge, måned for måned

§ Er I også enige om en samlet udbygning på max. 800 MW i 2020?

»Vi er enige om, at vi sætter os ned og snakker om det. Det er svært at sige hvis og hvis, men min forståelse er, at den økonomiske ramme for energiforliget skal holde. Og det er også det, vi er blevet enige om.«

§ Hvordan skal dine kolleger i Folketinget, virksomheder i branchen og danskerne i almindelighed kunne stole på, at du har styr på dit ministerium, når der gang på gang vælter skeletter ud af skabet?

»Jeg synes, det har været et for rodet forløb, og jeg synes også, at der er for mange ting, der er dukket uventet op. Derfor har jeg også bedt min departementschef tage en alvorlig snak med Energistyrelsens ledelse.«